B.T. erfarer nu, at Det Radikale Venstre IKKE holder gruppemøde i partiets egne lokaler på Christiansborg, som der ellers var lagt op til.

I stedet er mødet rykket til et andet, hemmeligt sted.

»Vi kan nu konstatere, at mødet bliver afholdt at andet sted end oprindelig planlagt,« siger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, og fortsætter:

»Det er selve opskriften på, hvordan man skaber dramatik, som vi ser her,« forklarer han.

Qvortrup lægger ikke skjul på, at han ikke helt forstår taktikken fra De Radikale.

»Hvis det havde været mig, som havde rådgivet dem her, så havde jeg nok anbefalet at holde mødet i deres egne lokaler og få det hele til at se så udramatisk ud som overhovedet muligt,« siger han.

Hvorfor gør de så ikke det?

»Jeg tænker, at de forestiller sig, at de så kan holde det skjult og slippe for pressen, men det sker jo ikke. De bidrager i stedet til dramatikken,« siger han.

Det Radikale Venstre har indkaldt folketingsgruppen til et ekstraordinært møde søndag eftermiddag. Det sker efter åben konflikt om håndteringen af Morten Østergaards krænkelsessager og kraftige personangreb fra nyudnævnte politisk leder Sofie Carsten Nielsen og folketingsmedlem Ida Auken i ugens løb.

Det Radikale Venstre holdt også gruppemøde et hemmeligt sted onsdag 7. oktober, hvor det som bekendt endte med, at Morten Østergaard forlod sin post som politisk leder af Det Radikale Venstre.

Også her blev mødet holdt hemmeligt, men pressen opsnappede dog hurtigt, at mødet blev holdt i Den Sorte Diamant i København.