Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er her til eftermiddag blevet indlagt på hospital i Valais i Schweiz, hvor hun i øjeblikket er på skiferie.

Det skriver hun selv på Facebook, hvor hun også har lagt billeder og video af redningsaktionen op.

Der er tilsyneladende tale om et uheld, hvor hun har kørt off piste, og den ene ski har sat sig fast i sneen.

Hun blev fragtet til hospitalet via redningshelikopter og ligger nu på hospitalet med et indpakket venstre ben.

Hun beskriver selv det dramatiske forløb således:

»Når man kører off piste, skien sidder fast i sneen, underbenet drejer væk fra kroppen og man falder forover, så ender man med et ben, der ikke vil reagere - og en tur i en helikopter. Krydser fingre for, at jeg er frisk lige om lidt...«

Pernille Vermund tilbringer skiferien i Schweitz med kæresten, rigmanden Lars Tvede.

Han beskrev igår på Facebook, hvordan de to hygger sig i ferien.

»Efter en lang skidag og to solide drinks hver, banker Pernille Vermund mig tre gange i træk i skak. Så jeg beder hende tage en IQ test,« skriver Lars Tvede fredag.

Pernille Vermund fortæller kl. 15:25, at hun venter på resultatet af røntgenfotograferingen af benet. Til gengæld gør hun opmærksom på, at hendes score i IQ-testen var 137, hvilket hører til i den helt høje ende, hvor man er berettiget til et medlemsskab af Mensa.