DR skal ikke sende alt til alle, men fokusere på indhold der ikke udbydes af kommercielle aktører.

København. DR reducerer antallet af flow-tv-kanaler fra de nuværende seks til tre kanaler i 2020: DR1, DR2 og DR Ramasjang. Det fremgår af den public service-kontrakt, som Kulturministeriet har offentliggjort tirsdag.

Public servicekontrakten kommer, efter at regeringen og Dansk Folkeparti tidligere på året blev enige om en medieaftale for 2019-2023. Den sætter rammerne for DR's virke de næste fem år.

DR skal i højere grad fokusere på det, der betegnes som "grundlæggende public service".

- DR skal fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere, står der i kontrakten.

- DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.

Ud over at tre tv-kanaler lukker, bliver der også slukket for tre af DR's radiokanaler, nemlig P6 Beat, popkanalen P7 Mix og jazzkanalen P8.

I 2020 skal DR kun drive taleradioen P1, den klassiske musikkanal P2, ungdomskanalen P3, P4 med blandt andet regional dækning og P5, der er målrettet ældre lyttere.

Et af de store stridspunkter om DR har handlet om public service-institutionens produktion af nyheder på nettet.

Fra privatejede medier har det været fremført, at DR's nyheder på nettet gør det svært at tjene penge på journalistik, der skal betales for.

Den problemstilling adresseres i public service-kontrakten, idet der står, at dr.dk skal have fokus på egenproduktion og danske produktioner med lyd, billede og tekst.

- DR kan bringe tekstbaserede nyheder, men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler, står der.

Kulturminister Mette Bock (LA) mener, at kontrakten cementerer DR's rolle som kulturinstitution.

- I fremtidens DR vil kvalitet, tilgængelighed og åbenhed være nøgleord, udtaler hun i en pressemeddelelse.

- DR skal adressere den øgede digitalisering og danskernes forandrede medievaner ved distributionen af DR's indhold og samtidig vil samarbejdsrelationerne med både private aktører og kulturlivet blive styrket.

/ritzau/