DR holder stormøde for sine medarbejdere i København tirsdag klokken 10, hvor DR vil gennemgå detaljerne i spareplanen efter medieaftalen.

Det fremgår af en mail, som DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, mandag aften har sendt til de ansatte i public service-koncernen.

Klokken 15 holder DR desuden et stormøde i Aarhus-afdelingen.

DR har arbejdet på en spareplan, der skal sikre, at man lever op til medieforliget og public service-kontrakten.

Af mailen til DR's medarbejdere fremgår det også, at public service-kontrakten nu er underskrevet.

Formålet med public service-kontrakten er at lægge linjen for DR's aktiviteter i perioden 2019 til 2023.

Tidligere på året blev regeringen enig med Dansk Folkeparti om en medieaftale, der gælder for 2019 til 2023.

Den indebærer blandt andet, at DR beskæres med 20 procent.

Tidligere mandag skrev fagbladet Journalisten, at DR har indledt fyringer i det redaktionelle cheflag.

Siden skrev TV2 og Politiken, at tv-kanalerne DR2 og DR K bliver slået sammen, mens DR Ultra og DR3 blot skal være netkanaler.

Ifølge Politiken rammer sparekniven også radiokanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, som må lukke på grund af besparelserne.

/ritzau/