International krigsforbryderdomstol i udlandet indebærer betydelige udfordringer, mener folkeretsekspert.

De Konservatives Naser Khader har sammen med Dansk Folkeparti sat sig for at undersøge muligheden for at oprette en international domstol for danske fremmedkrigere i udlandet.

Ifølge professor emeritus i folkeret Frederik Harhoff kan en international domstol i udlandet blive en realitet.

- Mit optimistiske gæt vil være, at det nok kommer til at vare et par år, inden et krigsforbrydertribunal kan indlede sin første retssag, skriver Frederik Harhoff i en mail til Ritzau.

Det indebærer dog ifølge professoren "betydelige udfordringer".

- Først og fremmest fordi det formentlig vil være ganske vanskeligt at opnå tilslutning til en afgrænsning af de personer, der skal kunne tiltales ved, påpeger han.

Han sætter spørgsmålstegn ved, om det skal være enhver, der har begået krigsforbrydelser, der skal for domstolen, eller om det skal afgrænses til fremmedkrigere.

Dernæst skal det besluttes, hvem der skal være med til at oprette domstolen - og ikke mindst hvem der skal betale.

Herefter rejses endnu et spørgsmål: For hvor skal domstolen ligge?

- Jeg har selv i forbifarten nævnt Cypern som en mulighed, fordi domstolen på den ene side skal placeres i nogenlunde nærhed af gerningsstederne.

- På den anden side skal den placeres et sted, hvor den fysiske sikkerhed for alle ansatte og vidner og ikke mindst de tiltalte kan opretholdes, skriver Frederik Harhoff.

Idéen om at retsforfølge danske fremmedkrigere, hvor de sidder fængslet for eksempel i Syrien har tidligere været fremsat. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har dog afvist det som en mulighed.

Den beslutning er udenrigsordfører Naser Khader (K) enig i, da Danmark ikke har diplomatiske forbindelse til det syriske regime. Han mener samtidig, at Cypern vil være en god placering af domstolen.

- Det bedste vil være at holde dem i en armslængde uden for Danmark. Cypern er et godt bud, da det er meget tæt på (Syrien, red.), men stadig i EU, siger Naser Khader.

Han fortæller, at man endnu ikke har undersøgt med Cypern, om det kunne være en mulighed at placere den internationale domstol der.

Sammen med Dansk Folkeparti har Khader indkaldt til samråd 9. maj, hvor professor Frederik Harhoff også vil deltage.

/ritzau/