Mens ulve-debatten igen rusker i pelsen, efter der så sent som i onsdags blev bekræftet nye ulveangreb i Sydjylland, hvor det denne gang har kostet seks lam livet, melder særligt to partiers vælgere klart ud og kan næsten ikke rumme deres egen boblende glæde over, at ulven er tilbage i Danmark efter 200 års fravær.

De suverænt største ulve-fans findes blandt bypartierne Alternativet og Enhedslistens vælgere. Derefter kommer de Radikale.

Det viser en ny opinionsundersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for BTMX blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i aldersgruppen 18-74 år.

Hos Uffe Elbæks parti svarer flere end fire ud af hver 10. adspurgte - 41 procent - bekræftende på følgende udsagn:

»Jeg ville blive begejstret og føle mig heldig over at se en ulv så tæt på.«

»Så tæt på« henviser her til, hvordan man ville reagere, hvis man møder en ulv inden for en afstand af 50 meter i den danske natur.

Hos Enhedslisten svarer flere end hver tredje vælger, 36 procent, det samme.

Herunder kan du se, hvad de adspurgte har svaret ud fra deres politiske overbevisning.

De to partier kan også bryste sig af at have Danmarks suverænt modigste vælgere - hvis vi altså lige har in mente, at en stor del af de to partiers vælgerskare har hovedstaden som kerneområde. Og der er som bekendt, i al fald indtil videre, ikke en kinamands risiko for at møde ulven netop her...

Hos Alternativet svarer ikke en eneste af de adspurgte, at han eller hun ville frygte for sit liv, hvis de mødte ulven. Hos Enhedslisten svarer blot to procent af vælgerne bekræftende på, at de ville frygte for deres liv, hvis de skulle komme til at stå ansigt til ansigt med Europas næststørste rovdyr.

Christian Poll, naturordfører og miljøordfører for Alternativet, siger:

“Det er måske ikke et direkte udtryk for, at vi har Danmarks modigste vælgere. Jeg ser det mere som et udtryk for, at vi nok har Danmarks mest realistiske - og også mest begejstrede - vælgere. Vores vælgere har jo lyttet til fagkundskaben, som siger, at ulven ikke er farlig for mennesker.”

(ARKIV) Ulven er tilbage i Danmark og holder sig indtil videre i Jylland. Hvor skepsisen over for den er langt større end i det ulvefri hovedstadsområde. (Foto: Lars Rasborg/Scanpix 2018)
(ARKIV) Ulven er tilbage i Danmark og holder sig indtil videre i Jylland. Hvor skepsisen over for den er langt større end i det ulvefri hovedstadsområde. (Foto: Lars Rasborg/Scanpix 2018) Foto: Lars Rasborg
Vis mere

Til sammenligning svarer 12 procent af Venstres vælgere, at de ville føle sig truet på livet, hvis de mødte ulven helt tæt på.

I gennemsnit på landsplan svarer seks procent af alle vælgere bekræftende på det samme.

I YouGovs undersøgelse for BTMX bliver der også spurgt, hvorvidt det er en plage, at ulven igen lever og yngler i Danmark.

Blandt Alternativets vælgerkorps svarer kun fire procent, at det er en plage. Mest skeptiske er de Konservatives vælgere, hvoraf næsten hver tredje, 30 procent, svarer ja på spørgsmålet.

En stor del af Enhedslistens Pernille Skippers og Alternativets Uffe Elbæks vælgere svarer, at de vil føle sig både begejstrede og heldige, hvis de mødte ulven helt tæt på. 
En stor del af Enhedslistens Pernille Skippers og Alternativets Uffe Elbæks vælgere svarer, at de vil føle sig både begejstrede og heldige, hvis de mødte ulven helt tæt på.  Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Samtidig svarer 52 procent fra Alternativet, at ulvens tilbagevenden til dansk natur er en berigelse. Hos Venstre og Liberal Alliance svarer blot 14 procent det samme.

Efter en 66-årig mand fra Vestjylland for nylig blev sigtet for åbenlyst at have brudt loven ved at skyde og dræbe en hunulv på en mark nær Ulfborg, er også spørgsmålet om, hvorvidt der bør ændres på den del, blusset op igen. I den forbindelse er respondenterne i YouGov-undersøgelsen blevet spurgt, om det bør eller skal være lovligt for folk med våbentilladelse at skyde en ulv, hvis den bevæger sig tæt på bebyggelse.

Svarene deler - helt bogstaveligt - Danmark midt over: Hver tredje jyde mener ja. Færre end hver femte københavner mener nej.

Herunder kan du se, hvad de adspurgte har svaret ud fra deres politiske overbevisning.