»Latterlig« og »klamme luder«.

Det var bare to af de kommentarer, som Anne Styrishave (R) mødte i sit kommentarfelt og på sine valgplakater under kommunalvalgkampen i november 2021.

Den negative opmærksomhed har dog undret den unge politiker.

»Jeg opfatter ikke mig selv som særlig kontroversiel,« forklarer hun og tilføjer:

»Men jeg har indtryk af, at mit køn og min alder provokerer nogle mennesker,« siger Anne Styrishave, der landede en plads i både Odense Byråd og regionsrådet i Region Syddanmark.

Det var da også særligt unge og kvindelige kandidater – samt etniske minoriteter – chikanen gik ud over ved kommunalvalget i november.

Det viser i hvert fald en undersøgelse af chikane og trusler i valgkampen, som er lavet af Institut for Menneskerettigheder.

Faktisk har næsten halvdelen af de kommunalpolitikere, der har deltaget i undersøgelsen, oplevet en form for chikane eller trusler under valgkampen.

Anne Styrishaves opfattelse – at hendes køn og alder provokerer – bunder blandt andet i hendes oplevelser fra gågaden, hvor hun flere gange blev aet på kinden eller klappet på balden, mens hun delte valgmateriale ud.

»Det er meget grænseoverskridende,« siger Anne Styrishave, der forklarer, at det blev gjort i en nedsættende tone.

»Lidt som, at det da er meget sødt, at jeg som ung og kvinde prøver at stille op.«

Og selvom hun mener, at mange af hendes politikerkollegaer har oplevet endnu værre chikane, har hun i dag hemmelig adresse, fordi hun i løbet af valgkampen hørte rygter om, at chikanen mod hendes valgplakater var organiseret i en Facebook-gruppe.

»Det var meget utrygt,« siger hun.

Anne Styrishave (R) viser tydelig glæde over sit valgresultat, da det blev offentliggjort i Marienlystcenteret dagen efter kommunalvalget. Under valgkampen oplevede hun dog flere former for chikane. Foto: Jeppe Kanstrup
Anne Styrishave (R) viser tydelig glæde over sit valgresultat, da det blev offentliggjort i Marienlystcenteret dagen efter kommunalvalget. Under valgkampen oplevede hun dog flere former for chikane. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Den utryghed kan en kvinde fra den anden side af byrådssalen nikke genkendende til.

Roya Moore (K) fik i 2008 dødstrusler, da hun stillede op for første gang.

»Jeg kiggede mig over skulderen i flere uger, og det fik mig jo til at tænke: 'Måske jeg bare skulle være blevet hjemme og være husmor',« siger den konservative politiker, der efter gentagne forsøg blev valgt ind i Odense Byråd ved kommunalvalget i november.

Gerningsmanden bag dødstruslerne blev idømt 60 dages betinget fængsel for truslerne mod Roya Moore og hendes familie.

»Man skal være tykhudet for at kunne gå igennem det, ellers så bliver man det undervejs,« siger Roya Moore.

Roya Moore har oplevet mange forskellig etyper for chikane og trusler i sit virke som lokalpolitiker. Foto: Privat
Roya Moore har oplevet mange forskellig etyper for chikane og trusler i sit virke som lokalpolitiker. Foto: Privat
Vis mere

Faktisk så fortæller politikeren ligefrem, at hun i en vis grad forventede chikane og trusler.

»I gågaden oplevede jeg, at der blev sagt 'Nej tak, forræder', da jeg delte pjecer ud. Jeg var slet ikke overrasket, for jeg har hørt de benævnelser før,« siger Roya Moore.

Andre har også smidt Roya Moores valgpjecer foran hendes fødder.

I den seneste valgkamp har hun også bevidst undgået at hænge sine valgplakater op i – hvad hun kalder – ghettoområder, hvor hendes valgplakat tidligere har været udsat for hærværk.

»Jeg føler, det er rigtig skidt for demokratiet. Der er jo ikke nogen, der tør komme ind i den her verden,« siger Roya Moore, der støttes af byrådskollegaen Anne Styrishave.

»Det er så åbenlyst ikke i orden, at jeg skal blive nedgjort på baggrund af min alder eller mit køn,« siger Anne Styrishave, der mener, at chikanen skræmmer nogle unge kvinder væk fra den offentlige debat.

Begge byrådspolitikerne fortæller, at de har et stærkt bagland, der hjælper dem med at håndtere chikanen.

»Jeg stiller op igen, fordi jeg brænder for politik, men også fordi, at hvis jeg stopper, så bliver ligestillingsproblemet i byrådssalen kun større, end det er i dag,« siger Roya Moore.