Når københavnerne 16. november går til stemmeboksene til kommunalvalget, bliver det med miljø og klima for øje, ligesom vi så det til folketingsvalget i 2019.

Det er nemlig det emne, som beboerne i Storkøbenhavn går allermest op i. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for B.T.

At miljø og klima fylder så meget for netop beboerne i Storkøbenhavn, mener Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, ikke er så underligt.

To store byggesager har nemlig fyldt rigtig meget og skabt frustration hos rigtig mange borgere. Som du nok kan regne ud, er det byggerierne på Amager Fælled og Lynetteholmen, der er tale om.

»Både Amager Fælled og Lynetteholmen har fyldt rigtig meget. Det har været nogle store dagsordener, og det havde det måske ikke været for nogle år siden,« siger Bent Winther.

Mange er nemlig imod byggeriet på Amager Fælled af hensyn til naturen i byen, der bliver mindre og mindre. Og for Lynetteholmens vedkommende er mange bekymrede for vandkvaliteten i Københavns Havn.

Der er dog også andre emner, som storkøbenhavnerne finder interessante.

På andenpladsen over emner, som storkøbenhavnerne mener er vigtige under kommunalvalget, er nemlig ældreområdet.

Men det er ikke så mærkeligt, ifølge Bent Winther. Det er nemlig altid et emne, som har optaget danskerne meget. Både på landsplan og lokalt.

»Emnet optager ikke kun de ældre selv, men også børn og børnebørn. Det er også et område, hvor der er blevet skåret ned, i hjemmehjælpen, og der har været mange diskussioner omkring plejehjem. For eksempel Else-sagen. Det er noget, der virkelig bekymrer mange mennesker,« siger Bent Winther.

På tredjepladsen er integration.

Det ligger ifølge Bent Winther beboerne i Storkøbenhavn meget på sinde. Både fordi københavnerne er nogle af landets mere liberale i forhold til integrationspolitik, men også fordi der stadig er problemer i flere udsatte boligområder i Storkøbenhavn.

»Der er ingen tvivl om, at der er kæmpe problemer i ghettoerne, så det er meget naturligt, at det ligger os på sinde.«

Spoler vi ned i den anden ende af skalaen til de emner, storkøbenhavnerne interesserer sig mindst for, finder vi 'skole og dagtilbud', 'beskæftigelse' og 'kultur, idræt og fritid'.

Sidstnævnte har altid været en bundskraber ifølge Bent Winther, men at skole og dagtilbud er i bunden af listen, kan man undre sig lidt over.

»Det er et område, som fylder meget i kommunen, og når man stemmer, så er det her, man kan få indflydelse. Så man kan godt undre sig over, at det ikke fylder mere,« siger Bent Winther.