Kristian Nørgaard stopper som politisk direktør i Horesta.

Han overtager nu posten som chef for Venstres sekretariat på Christiansborg.

»Vi er kede af at skulle sige farvel til Kristian, som har leveret en utrolig flot indsats i de næsten seks år, han har været i Horesta,« siger Pia Voss, der er administrerende direktør i Horesta, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Omvendt er vi meget glade på Kristians vegne over, at han har fået denne mulighed, og vi forstår til fulde, at han har sagt ja tak til tilbuddet. Kristians politiske talent og hans lederevner er unikke hans unge alder taget i betragtning, og vi ønsker ham det bedste.«

Kristian Nørgaard er 27 år og uddannet jurist.

Siden han var 17 år, har han været medlem af Venstre. Allerede som 18-årig blev han byrådsmedlem for partiet i Billund Kommune, og fire år senere blev han valgt ind i Regionsrådet i Region Syddanmark. I 2021 blev han medlem af Venstres Hovedbestyrelse.

Han begyndte som studentermedhjælper i Horesta i 2017. Efter endt uddannelse fik han et fast job i den politiske afdeling, og for cirka et år siden blev han politisk direktør.

»Da Venstre kontaktede mig før jul og gav mig dette tilbud, var det svært at sige nej. Det er en udfordring, som jeg glæder mig utrolig meget til at prøve kræfter med,« siger Kristian Nørgaard, der for et år siden var på Berlingskes liste over de 100 mest talentfulde unge ledere i Danmark.