Hjælpepakkerne er udløbet, og danske firmaer har sommeren igennem skreget efter en melding om, hvad der nu skal ske. En midlertidig løsning kom natten til mandag, men det var alt for sent.

Amatøragtigt.

Det kalder Niels Jørgensen, direktør for Støtforeningen, regeringens arbejde omkring en ny aftale, der skal redde folk fra at blive fyret efter hjælpepakkernes udløb. For flere danskere har allerede modtaget fyresedlen.

Støtforeningen, hvor Niels Jørgensen er direktør, producerer og sælger skrabelodder til skoleklasser og foreninger. De har været hårdt ramt af skolelukningerne og benyttet sig af lønkompensationen. Henimod udløbet af denne kompensation var han i vildrede – og er det stadigvæk.

»Det er det værste, jeg har set i mange år. Vi står alle i et vakum og aner ikke, hvornår man kan få medarbejdere på halv tid, hvor man skal søge henne, og hvad der skal ske,« siger han til B.T.

Som virksomhedsejer finder han det umuligt at navigere i, og han fortæller, at mange ikke engang har haft muligheden for at vente på det her udspil.

For fredag blev mange danskere præsenteret for en fyreseddel. Noget Niels Jørgensen mener, at man kunne have undgået.

»Hvorfor fremskyndes sådan et udspil ikke, så det ligger klar ved udløbet af det forrige,« siger Niels Jørgensen uforstående og mener, at det er håbløst, at den nye aftale først kom en dag eller to efter den gamle.

Niels Jørgensen mener, at regeringens udspil skulle havde været fremskyndet og været på plads meget tidligere. Privatfoto
Niels Jørgensen mener, at regeringens udspil skulle havde været fremskyndet og været på plads meget tidligere. Privatfoto
Vis mere

Manglen på rettidig omhu fra regeringen mærkede Jydsk Emblem Fabrik i Malling. De måtte fredag sige farvel til otte medarbejdere ud af i alt 33 ansatte.

De mange aflysninger af landets store kulturelle begivenheder har kostet dyrt for virksomheden. 100.000 armbånd til det aflyste Classic Race i Aarhus er en af de mange ting, som virksomheden har produceret uden at kunne sende det afsted til arrangementerne.

Direktør i emblemfabrikken, Stig Hellstern, skrev tilbage i slutningen af maj et åbent brev til regeringen. Heri foreslog han allerede dengang en fordeling af arbejdstimerne, så han kunne beskæftige så mange medarbejdere som muligt.

Han fik intet svar og havde ingen anden mulighed end at afskedige ansatte.

Stig Hellstern har mærket konsekvensen af den sene udmelding i sin virksomhed. Privatfoto
Stig Hellstern har mærket konsekvensen af den sene udmelding i sin virksomhed. Privatfoto
Vis mere

»Jeg havde medarbejdere hjemme i et halvt år på lønkompensation, der i stedet kunne have fordelt arbejdet mellem sig lang tid før,« siger han og melder sig i koret af kritikere, der mener, at meldingen om den nye aftale kom alt for sent fra Beskæftigelsesministeren, Peter Hummelgaard.

Stig Hellstern har fortalt dem, der modtog en fyreseddel, at hvis han på nogen mulig måde kan hive den i stykker inden deres fratrædelse, så gør han det.

Men for nu var han tvunget til at melde de triste nyheder.

Beskæftigelsesministeren har til B.T. dog givet udtryk for, at de bestemt hjælper erhvervslivet:

Jydsk Emblem Fabrik har mistet en del omsætning grundet de mange aflyste kulturbegivenheder. Foto: Jydsk Emblem Fabrik
Jydsk Emblem Fabrik har mistet en del omsætning grundet de mange aflyste kulturbegivenheder. Foto: Jydsk Emblem Fabrik
Vis mere

»I sidste uge besluttede et flertal i Folketinget at sætte ind med hjælp til de dele af erhvervslivet, der fortsat er ramt af restriktioner på grund af corona-krisen, så vi har bestemt øje for, at nogle virksomheder fortsat lider under krisen. Men samfundet er heldigvis også godt i gang med at åbne igen, og derfor har vi lige nu fokus på at hjælpe erhvervslivet til at stå på egne ben igen. Det gør vi blandt andet med en ny arbejdsfordelingsordning, som sikrer, at de ikke behøver at afskedige medarbejdere, selv om der endnu i en periode vil være færre arbejdsopgaver end normalt.«

Han mener desuden, at Folketignet er fundet frem til en god aftale, der tager hensyn til de forskellige parter.

»Det har ikke været nogen hemmelighed, at det ikke har været helt nemt at finde fælles fodslag mellem arbejdsmarkedets parter her. Men jeg synes, at vi har fundet en aftale, der balancerer de forskellige hensyn til både arbejdsgiverne og lønmodtagerne rigtigt fint. Jeg synes, at det er en præstation, at det lykkedes at få parterne til at blive enige, og at de tager ansvar i den usikre situation, vi står i lige nu. Hvis nogle har fyret, fordi aftalen landede så sent, skal man huske, at de har mulighed for at bruge ordningen, hvis de kan ansætte folk igen. Og som jeg forstår har bl.a. DI sagt, at aftalen vil redde arbejdspladser,« siger Peter Hummelgaard.