Direktør langer ud efter regeringens skatteaftale: ‘Slingrekurs’
Afgifterne på benzin og diesel bliver sat ned i 2027, men kun i 2027. Andre afgifter på biler bliver sat op permanent, og meldingerne om afgifterne på elbiler skifter konstant, konstaterer direktør for Skattebetalerne.
Martin Ågerup, direktør for interessseorganisationen Skattebetalerne. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske
Nuvel, regeringens skatteaftale med Dansk Folkeparti, som rummer skatte- og afgiftslettelser for over 11 milliarder kroner, indeholder bestemt gode elementer.
Men aftalen er også udtryk for en bacille, der er ved at bide sig fast i danske skattepolitik.
Det mener Martin Ågerup, som er direktør for den støt voksende interesseorganisation Skattebetalerne.
I en kommentar til skatteaftalen hæfter han sig ved, at aftalepartierne har fået en kedelig tendens til at uddele midlertidige skatte- og afgifftslettelser, mens forhøjelser af skatter og afgifter næsten altid har permanent karakter.
»I Skattebetalerne er vi ikke begejstrede for midlertidige skattelettelser. Bemærk, at politikerne elsker at give midlertidige lettelser, mens stigninger næsten altid er permanente. Så kan de give midlertidige gaver hvert år, mens de permanente byrder hober sig op,« bemærker Martin Ågerup.
Det gælder ifølge Martin Ågerup også med denne skatteaftale, hvor Dansk Folkeparti kunne sætte flueben ved sin mærkesag om afgiftslettelser på benzin og diesel.
Afgifterne bliver sat ned med to kroner på både benzin og disel.
Men kun i 2027.
Kører du 15.000 kilometer om året, sparer du cirka 1.800 koner i en benzinbil og cirka 1.500 kroner i en dieselbil i 2027.
Mens regeringen og Dansk Folkeparti letter afgiften på benzin og diesel i ét enkelt år, skruer de permanent op for ejerafgiften for mange biler. Også gebyrerne for nummerplader og ejerskifte stiger uden udløbsdato.
Afgifter på slingrekurs. Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix
Nogle ældre biler bliver ramt af højere ejerafgift. For benzinbiler er stigningen 380 kroner om året.
»Så er besparelsen på benzinafgiften spist op i løbet af 2031. For 142.000 ejere af dieselbiler kan stigningen være op til 1.300 kroner om året. Så er der ca. 200 kroner tilbage af besparelsen det første år. Allerede året efter går man i minus,« skriver Martin Ågerup i kommentaren.
Han undersreger dog, at de fleste nyere benzin- og dieselbiler ikke stiger i ejerafgift.
Men de højere gebyrer gælder alle. Et sæt nummerplader stiger fra 1.180 kroner til 2.080 kroner, og gebyret for ejerskifte stiger fra 380 kroner til 670 kroner.
Martin Ågerup påpeger, at afgiftslettelsen i 2027 på benzin og diesel faldet tidsmæssigt sammen med, at det midlertidigt forhøjede befordringsfradrag udløber til nytår.
Det betyder, ifølge revisionsfirmaet BDO, at mange pendlere taber cirka 1.000 kroner i bedfordringsdrag næste år.
»Så alt i alt bliver det for mange dyrere at være bilist – ikke billigere,« konstaterer Martin Ågerup.
I samme åndedrag langer han hårdt ud efter ‘slingrekursen’ med afgiften på elbiler, hvor den lave registreringsafgift på elbiler nu bliver forlænget ét år, men kun i 2027.
»Cirkusset med midlertidige forlængelser af lav afgift på elbiler har stået på alt for længe,« mener Martin Ågerup.
I december 2020 blev satsen sat til 40 procent frem til udgangen af 2025. 1. januar 2026 skulle satsen være steget fra 40 til 48 procent, samtidig med at grænsen for afgiftsfri elbiler skulle sænkes.
I oktober 2025 aftalte SVM-regeringen og De Konservative imidlertid at udskyde begge ændringer til 1. januar 2027.
28. september i år meldte regeringen ud, at stigningen ville træde i kraft ved nytår. Men nu, godt seks uger senere, har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt at fastholde de nuværende regler – men kun næste år.
Hvordan bilafgifterne skal se ud fra 2028, blæser i vinden.
»En bil er et af familiens største køb. Bilisterne bør kunne planlægge det uden nærmest permanent at skulle gætte på, hvad politikerne pludselig måtte finde på i deres slingrekurs,« mener Martin Ågerup.