Regeringen vil fortsætte besparelserne på uddannelse i yderligere tre år. Dårlig idé, mener Dansk Industri.

København. Hos Dansk Industri (DI) har man ikke mange roser til regeringen, efter at det onsdag kom frem, at den vil fortsætte besparelserne på uddannelsesområdet i yderligere tre år.

DI ser gerne, at det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvor uddannelser årligt skal spare to procent, bliver skrottet "noget før" 2022, som regeringen ellers lægger op til i sit finanslovsudspil.

- Når man sparer på uddannelse, så gør det ondt, for det rammer kvaliteten. Vi har ikke guld og sølv og diamanter i vores undergrund, så vi bliver nødt til at have fokus på uddannelse som en investering.

- Vi skal leve af viden og skal have de dygtigste folk i Danmark, og det får man ikke, hvis man sparer på uddannelse, for så falder kvaliteten, siger Mette Fjord Sørensen, der er chef for forskning og videregående uddannelse i DI.

Hun forklarer, at det i sidste ende kan gå ud over Danmarks konkurrenceevne, hvis de danske virksomheders medarbejdere ikke har samme kvalitet på grund af dårligere uddannelse.

Heller ikke hos Ingeniørforeningen (IDA) er man begejstret for regeringens udmelding om at spare yderligere på uddannelsesområdet.

- Vores uddannelsessystem har allerede lidt voldsomt under grønthøsteren. Og med udsigt til at der fortsat skal spares mange, mange millioner kroner årligt de kommende tre år, er der jo ikke tale om en decideret heltemodig redningsaktion.

- Uddannelsessystemet har det absolut ikke godt, og har af regeringen nu fået en lægetid om tre år. Det er en meget skidt behandlingsgaranti, siger formand for IDA Thomas Damkjær Petersen i en pressemeddelelse.

SF vil kalde finansminister Kristian Jensen (V) i samråd for at få ham til at forklare besparelserne, og hvad der konkret skal ske efter 2022.

Uddannelsesordfører i SF Jacob Mark håber, at han sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet kan bringe regeringen i mindretal på området.

/ritzau/