Martin Henriksen (f. 1980) i Tårnby, HF-student og MF for Dansk Folkeparti siden 2005.
Har tidligere arbejdet som chauffør i Kødbyen, pædagogmedhjælper og postbud.
Er i dag partiets integrationsordfører og bor i Dragør sammen med sin kone og to børn.
Skoledreng
Jeg voksede op på Amager og siden flyttede vores helt almindelige kernefamilie til Hvidovre. Min mor var rengøringsassistent i SAS og arbejder nu på et plejehjem.
Min far arbejdede 30 år i en fagforening, så ja, det var et socialdemokratisk hjem, hvor vi havde et meget stort A på døren. Der stod helt præcist: “A-larm. Her er intet at ta' Schlüter har været her.”
Sidenhen har jeg boet i Valby, Brøndby Strand og på Nørrebro, men det sidste sted følte jeg mig ikke hjemme. Flere steder på Nørrebro føler jeg mig som en fremmed i mit eget land.
Stor dreng
Jeg er ikke den typiske politiker, der startede tidligt som elevrådsformand. Da jeg gik i folkeskole var jeg nok mere til sjov, ballade og fodbold end til flere timers lektielæsning.
I Hvidovre spillede jeg fodbold som højreback eller bagerste mand, dengang løb jeg en hel del hurtigere end i dag.
Højdepunktet i fodboldkarrieren var, da vores hold nåede finalen i det uofficielle danmarksmesterskab, og til min store gru kunne jeg ikke finde min ene fodboldstøvle lige inden kampstart. Det gik mig meget på, og jeg kom først sent ind i kampen, som vi desværre tabte.
En glad soldat
Lige før jeg kom i militæret, meldte jeg mig ind i Dansk Folkeparti. Det gjorde jeg, fordi jeg undrede mig over, at der var nogle grupper, som opførte sig anderledes, de havde en anden måde at gebærde sig på og en anden kultur og mange gange en mere truende adfærd.
Det havde jeg i barndommen bemærket med bestemte indvandregrupper
- Jeg har nu altid kendt indvandrere, som var søde og rare. Men for mange på en gang, så går det galt. Jeg forstod ikke, hvorfor vi skulle skabe problemer ved den store indvandring fra ikke-vestlige lande, når vi nu i Danmark havde det forholdsvist hyggeligt og roligt.
Det eneste parti, der tog det alvorligt, var Dansk Folkeparti. Jeg meldte mig ind lige før min soldatertid i 2001.
Den 11. september husker jeg tydeligt. Vi var på skydelejr i Jægerspris og en sergent kom løbende meget forvirret og sagde, at amerikanerne var angrebet, og senere sagde en oberst, at vi nu var i forhøjet alarmberedskab.
Det var en meget speciel følelse, og den efterfølgende tid bekræftede mig jo bare i, at der var nogle problemer med islam. Sidenhen var der også muhamedkrisen. og oveni det kan man jo lægge de triste statistikker på området.
Sejlbåd
Som dreng jeg var jeg meget glad for mine bedsteforældre, som jeg tit var hjemme hos. De boede ganske tæt på, og min mormor var det sødeste menneske.
Sammen med min morfar tog jeg tit på rundvisning på Carlsberg bryggeri, for så kunne jeg få gratis sodavand og han gratis øl. Jeg har mange gode minder derfra.
På billedet sidder jeg på min onkels båd. Den værste tur jeg havde, var da vi sejlede fra Bornholm til Christiansø, der blev jeg virkeligt søsyg og sad ude i stævnen, mens de andre syntes det var morsomt. Så har man også prøvet det.
På stranden
Her fra vist nok 2002 var jeg på ferie sydpå, jeg mener det var Italien sammen med min far. Opdragelsen hjemmefra bestod bl.a. i, at min mor og far lærte mig, at man skal tale pænt og ikke afbryde folk, så det bestræber jeg mig altid på.
Jeg er opmærksom på, at man skal bevare den gode tone og ikke afbryde, selvom ens ens modstander fremfører nogle fantastisk tåbelige argumenter. Når de andre afbryder og får næsten al taletiden fx i TV-debatter, så ender det alligevel med at være til ugunst for dem. Det er i hvert fald min teori.
På skiferie
Her fra min eneste skiferie, det var i Isaberg. Jeg kørte meget hurtigt ned ad en skibakke og nede forenden stod køen til liften, og jeg havde ikke lært at bremse, så valget stod mellem at køre ind i køen eller træet ved siden af. Jeg valgte træet og kom kun moderat til skade
På plænen med hunden
Her et billede fra en periode, da jeg var 11-12, hvor jeg måtte bruge briller, det var jeg ikke så glad for. Jeg var her i haven ved huset på Lellingevej i Hvidovre med vores hund.
Engang blev jeg bidt lige omkring øjet af en anden hund og det gjorde særdeles ondt og skulle syes bagefter. Mine forældre overvejede om det måske var bedst at vi efter den oplevelse fik aflivet vores egen hund.
Men da jeg vågnede på hospitalet var det første jeg sagde: "Trickie", som vores hund hed. Så den blev heldigvis ikke aflivet.
Student
Efter nogle år på arbejdsmarkedet og militærtiden blev jeg HF-student for ca. ti år siden, hvor mit store problem var faget tysk.
Min fætter har en tysk far og er god til sproget, så han fulgte mig til eksamen helt hen til døren, så jeg havde sproget frisk i hukommelsen, og så lykkedes det mig at bestå.
I engelsk, religion og samfundsfag fik jeg heldigvis højere karakterer, 10, så jeg var skrevet op til at gå på statskundskab, men begyndte aldrig, da jeg blev valgt ind i Folketinget, og nu har jeg jo min fantastiske kone og mine dejlige børn og har droppet tanken om uddannelse.
Folketingsarbejdet fylder meget, og der skal også være tid til familien. Men nu må vi se.
