Et citat fra 2011 rammer den nu tidligere DF'er og europaparlamentariker Rikke Karlsson i nakken. Partifæller opfordrer hende til at trække sig fra parlamentet.

Rikke Karlsson, der tirsdag valgte at melde sig ud af Dansk Folkeparti efter et bittert internt opgør med profilen Morten Messerschmidt, agter at beholde sit sæde i Europaparlamentet. Det på trods af, at Messerschmidts stemmerekord fra 2014 var stærkt medvirkende til at få hende valgt ind.

Men nu rammer et fire år gammelt citat hende lige i nakken.

I 2011 opfordrede Rikke Karlsson nemlig partifællen Anna Rosbach til at nedlægge sit mandat, da hun, ligesom Rikke Karlsson, forlod partiet. Rikke Karlsson stod til at overtage Anna Rosbachs plads i Europaparlamentet, hvis Anna Rosbach dengang havde nedlagt mandatet.

»Dansk Folkeparti havde mange kandidater på listen. Og det ville måske have været mest loyalt at trække sig og lade andre komme til at arbejde for partiet«, sagde Rikke Karlsson til Ritzau i 2011.

Nu har hun tilsyneladende ændret holdning, efter hun er havnet i præcis samme situation som Anna Rosbach var i for fire år siden. Tirsdag gjorde hun det klart, at hun agter at fortsætte i parlamentet.



'Det er min hensigt at fortsætte som løsgænger i Europa-Parlamentet,'« skrev hun på Facebook tirsdag morgen.

En konflikt mellem partifællen og EU-kollegaen Morten Messerschmidt førte til udmeldelsen af partiet. Sagen er, Rikke Karlsson hævder at være blevet nægtet indsigt i to EU-fondes regnskaber. Fonde, som hun selv er medlem af, og hvor Morten Messerschmidt er præsident i den ene. Han afviser selv, at han har holdt noget hemmeligt for Rikke Karlsson.

På Facebook har han og en af partiets øvrige EU-parlamentsmedlemmer, Anders Vistisen, meldt ud, at de ønsker, at Rikke Karlsson trækker sig, så Dansk Folkeparti kan få en erstatning ind og beholde partiets fire mandater.

'Blot forventer jeg, at du følger den samme opfordring, som du i sin tid gav Anna Roshach, dengang du var 1. suppleant. Giv plads til en DF'er, der vil arbejde for partiet. Det fortjener de mange stemmer, vi fik fra vælgerne sidste år,« skriver Morten Messerschmidt tirsdag på sin Facebook.

Rikke Karlsson er niece til Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, som sidder i partiledelsen.