DF'eren Anders Vistisen retter hårdt personangreb på Løkke og forudser, at DF får stor indflydelse under en socialdemokratisk mindretalsregering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får nu med grovfilen af Anders Vistisen, som er DF's medlem af Europa-Parlamentet. Det sker i et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor Anders Vistisen harcelerer over, at Løkke efter sammenbruddet i skatteforhandlingerne står afklædt tilbage som en klamphugger af rang og således ikke fortjener at blive anerkendt som en ferm politisk håndværker.

Anders Vistisen anklager tilmed også Løkke for at stå uden noget moralsk kompas, fordi han i Vistisens optik vil være statsminister for enhver pris og har overdraget magten i Venstre til de »skadelige liberale kræfter«, der repræsenteres af finansminister Kristian Jensen.

Hvis Venstre fortsætter sit liberale projekt, foretrækker Anders Vistisen at DF søger ind i et tættere samarbejde med Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

»Vi har ikke været til fals for at give efter et pres for at lave en skattereform for skattereformens egen skyld. Hvis regeringen ikke retter sin kurs ind og bliver mere lydhør, bliver det en administrationsregering, der sidder indtil den udskriver valg. Vi kan ikke gøre så meget andet end at vente på at regeringen bliver mere fornuftig eller udskriver valg,« siger Anders Vistisen til BT.

Hvad kan et samarbejde med S gøre bedre?

»Venstre og Socialdemokratiet har sagt fra overfor det paradigmeskifte i udlændingepolitikken, vi gerne vil have. Men det nye er, at Socialdemokratiet er villige til at gå lige så langt som Venstre på en udlændingestramning og på nogle punkter længere. Og de er villige til at gå med på en stram retspolitik. Det er to mærkesager for os. Det tredje er, at Mette Frederiksen er gået fra at være meget pro-europæisk under Thorning til at være lidt mere afbalanceret i sin tilgang til EU. Modsat står Venstre, der under Fogh var mere konservativt præget, men nu under Løkke er mere liberalt,« siger han.

Hans forventning er, at DF kan indgå brede forlig med en kommende Frederiksen-regering om velfærd, økonomi, udlændinge og finanslov.

Er der et større værdifællesskab mellem jer og S end mellem jer og V?

»Ja, der er i hvertfald en rigtig stor fællesmængde med Socialdemokratiet, og det ser ud til at de bevæger sig mod os, hvor det ser ud til at Venstre bevæger sig væk fra os. Så på et tidspunkt vil vi få mere til fælles med Socialdemokratiet end med Venstre,« forudser Anders Vistisen.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen afviser overfor Berlingske at forholde sig til Vistisens kritik. Det gør han med en bemærkning om, at han »godt kan høre ham skrige«, og at han nu godt kan tale ordentligt igen.