Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby har sunget sin sidste salme og drukket sin sidste altervin under den nuværende radikale kirkeminister Manu Sareen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>For nylig valgte det mangeårige folketingsmedlem at melde sig ud af folkekirken.

- Og jeg bliver først medlem igen, når kirkeministeren ikke længere hedder Manu Sareen. Jeg kan ikke bakke op om, at vi har en minister, der ikke tror - eller i hvert fald tvivler - på Gud. Og som åbent har rendt rundt med sin udmeldelse af kirken i lommen, siger Hans Kristian Skibby.

KAN DU GODT FORSTÅ HANS KRISTIAN SKIBBY? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Han er udmærket klar over, at hans udmeldelse er kontroversiel, fordi Dansk Folkeparti siger, at partiet bygger på kristne værdier.


Ligeglad med Pia

- Men da ministeren (Manu Sareen, red.) før jul meldte ud, at folkekirken skulle på Facebook og Twitter, så kunne jeg ikke holde det ud længere. Det blev simpelthen for indholdsløst. Jeg ved godt, at Pia Kjærsgaard bliver sur, men nu har jeg meldt mig ud. Og så kan jeg melde mig ind igen, når vi får en ny minister, siger Hans Kristian Skibby, der har været valgt i Tørring for partiet siden 2005.

Dansk Folkepartis formand fortæller til B.T., at hun bestemt ikke bakker op om sit medlems udmeldelse.


Popsmart radikal minister

- Det støtter jeg ikke. Det er jo ikke folkekirkens skyld, at vi har fået en popsmart radikal kirkeminister. Men han er der forhåbentlig kun en kort periode. Jeg er personligt glad for at komme i de danske kirker, og jeg mener, man skal være medlem, når man som jeg tror på Gud, siger Pia Kjærsgaard, der flere gange har givet interview om sin kontakt til Gud, og om hvordan hun har følt Guds nærvær, da hendes svigermor døde.

Kan du godt forstå, at Hans Kristian Skibby har meldt sig ud af folkekirken, eller overreagerer han?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.