Alt for mange københavnske bilister holder ulovligt på p-pladser forbeholdt handicappede.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af Københavns Borgerrepræsentation Finn Rudaizky, der nu vil have transportminister Ole Birk Olesen (LA) på banen.

»Jeg vil have gjort noget ved problemerne nu. Det er ikke kun et politisk spørgsmål, det er også et moralsk. Det kan ikke være rigtigt, at handicappede borgere ikke kan parkere i deres by, fordi der er nogen, som misbruger loven. Hvis ikke forvaltningen, politiet og parkeringsvagterne kan håndtere problemet, så må vi få Folketinget til at hjælpe med det,« siger han til TV 2 Lorry.

Finn Rudaizky vil have transportministerens godkendelse til at bruge hjullåse og til at fjerne biler, der holder ulovligt parkeret. Det forsøgte han også sidste år, men da faldt forslaget på stenet grund hos kollegerne.

Og i dag er modtagelsen også blandet.

»Jeg har tidligere foreslået at bruge hjullåse, og det er ikke lovligt, så det kommer vi ikke langt med,« siger Jakob Næsager (K), der sidder i teknik- og miljøudvalget på Københavns Rådhus.

Noget må der gøres, mener han.

»Jeg har ingen sympati for folk, der overtræder loven på de handicappedes bekostning. Jeg vil rigtig gerne gøre noget ved det, og vi har brug for at få fjernet bilerne, for de udgør et problem. Jeg tror, det vil have stor effekt, at man skal hente sin bil et helt andet sted.«

Problemet ligger ifølge Jakob Næsager hos Københavns Politi og Parkering København, som er den kommunale enhed, der har ansvaret for parkeringskontrollen.

»Det er ikke en prioriteret opgave. Jeg tror, det så helt anderledes ud, hvis folk fik bøder hurtigt,« siger Jakob Næsager, som tilføjer, at politiet allerede i dag kan fjerne ulovligt parkerede biler.

Hans socialdemokratiske kollega i udvalget, Niels E. Bjerrum, anerkender problemet for de handicappede, der kan have svært ved at få en plads. Men han mener ikke, der skal gøres mere fra kommunens side her og nu.

»Hvor stopper det? Hvis vi begynder at bruge en masse ekstra midler her, skal vi så også gøre det over for dem, der parkerer ulovligt foran el-bilernes pladser?«