En mand blev tirsdag aften ramt af skud i København. Justitsministeren har orienteret partier onsdag.

København. Der er brug for mere overvågning i det offentlige rum for at bekæmpe kriminelle bander.

Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag har orienteret Folketingets partier om bandeskyderierne i København.

- Det er en pris, vi er klar til at betale. Det er uskyldige borgere, der kan risikere at blive ramt af bandernes kugler, siger han.

Peter Kofod kalder situationen i København "helt grotesk". Tirsdag aften blev en 27-årig mand ramt af skud. Fredag blev tre personer ramt, hvoraf to var helt tilfældige borgere.

- Det er så udansk, som noget kan værre, siger Kofod til det faktum, at der skydes i gaderne.

- Politiet er selvfølgelig nødt til at lægge et meget hårdt pres, men vi skal også politisk sikre, at der er de nødvendige redskaber og ressourcer for dansk politi, siger han.

Ved mødet hos Pape deltog Rigspolitiet, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi. Peter Kofod vil ikke fortælle nærmere om, hvad der mere præcist foregår i København.

Kofod opfordrer til, at politiet eksempelvis får nemmere ved at overvåge med nummerpladeskannere.

Etablering af fængsler i udlandet eller en udlicitering af dele af fængselsdriften har DF også foreslået Pape for at dæmme op for banderne.

Det skal ifølge Kofod sikre, at de hårdeste bandemedlemmer, som får en dom, ikke skal sidde i dansk fængsel, men skal afsone i udlandet.

- Der har været en lang række initiativer, som har været på banen, og dem har vi bedt regeringen om at arbejde på eller forholde sig til, siger Kofod.

Den 27-årige mand, der tirsdag blev ramt af skud, var passager i en bil i Københavns Nordvestkvarter. Mandens tilstand beskrives som "ikke kritisk". Det oplyser Københavns Politi.

Offeret er ikke registreret bandemedlem. Alligevel mener politiet, at episoden er relateret til den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet. Det fortæller politiinspektør Torben Svarrer.

Københavns Politi har natten til onsdag anholdt 11 personer, der menes at have forbindelse til den verserende bandekonflikt.

/ritzau/