Det rodede forløb omkring finansloven og en ny skatteaftale klæder hverken regeringen eller Dansk Folkeparti, mener vælgerne i Thulesen Dahls hjemby Thyregod

»Det er til grin og en børnehave værdig.«

Henrik Ploug fra Billund er klar i mælet, når han bliver spurgt, hvad han synes om den måde regeringen og Dansk Folkeparti har håndteret forhandlingerne om finansloven og en ny skatteaftale.

»DF og LA kan tilsyneladende ikke sammen, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan sætte personlig nag til side og finde et kompromis. De tager hele Danmark som gidsel,« siger den 53-årige socialpædagog, da BT møder ham på gaden i Thyregod en råkold december eftermiddag.

Den sydjyske stationsby er en sikker hjemstavn for Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, hvor 48,5 procent af stemmerne i byen gik til partiet ved seneste folketingsvalg i 2015. Men selvom Henrik Ploug også stemte personligt på DF-formanden i 2015, så vil han ikke udelukkende pege på regeringen og Liberal Alliance som den største synder i de tilsyneladende kuldsejlede skatte-forhandlinger.

»Jeg synes ikke Samuelsen og LA har opført sig specielt klogt, men der skal to parter til et kompromis, og begge parter skal give sig,« siger Henrik Ploug.

Den holdning går igen de fleste steder i byen. I Frisørhuset Thyregod peger 61-årige Grethe Hansen på Liberal Alliance som den store skurk, på trods af at hun ikke stemte på Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015.

»Mit indtryk er, at Liberal Alliance opfører sig barnagtigt i de her forhandlinger. De er i en mindretalsregering, hvor man skal finde støtte andre steder fra, og så er det da mærkeligt, synes jeg, at de står så stejlt og forsøge at presse sine egne krav igennem,« siger hun.

BT har været på gaden i Thyregod, Kristian Thulesen Dahls hjemby, for at spørge vælgerne, hvad de synes om forhandlingsforløbet omkring finansloven og en ny skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

1. Hvad tænker du om forløbet omkring finansloven og forhandlingerne om en ny skatteaftale?

2. Hvem er i dine øjne skyld i, at forhandlingerne tilsyneladende er kuldsejlet?

Foto: jves
Vis mere

Henrik Ploug, 53 år, socialpædagog, Billund:

1. »Det er til grin og en børnehave værdig. DF og LA kan tilsyneladende ikke sammen, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan sætte personlig nag til side og finde et kompromis. De tager hele Danmark som gidsel.«

2. »Jeg synes ikke Samuelsen og LA har opført sig specielt klogt, men der skal to parter til et kompromis, og begge parter skal give sig. De ville også hjælpe, hvis de rent faktisk forhandlede med hinanden frem for gennem pressen. Det andet er bare spin og spil for galleriet. Jeg synes Løkke skulle samle dem alle sammen i et lokale, hvor de ikke får lov til at komme ud igen, før de har en finanslov og en skatteaftale på plads.«

Foto: jves
Vis mere

Grethe Hansen, 61 år, førtidspensionist, Vonge:

1. »Det har været rodet, og det er ret svært som vælger at holde hoved og hale i de skiftende meldinger fra regeringen og Dansk Folkeparti. Først har de en aftale, men så er det alligevel ikke sikkert. Jeg kan godt forstå, hvis Dansk Folkeparti synes det er et mærkeligt forhandlingsforløb, de har været med til.«

2. »Mit indtryk er, at Liberal Alliance opfører sig barnagtigt i de her forhandlinger. De er i en mindretalsregering, hvor man skal finde støtte andre steder fra, og så er det da mærkeligt, synes jeg, at de står så stejlt og forsøge at presse sine egne krav igennem. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare får finansloven igennem først, og så kan de forhandle om skat og udlændinge bagefter. Der kommer aldrig noget godt ud af presse ting hurtigt igennem.«

Foto: jves
Vis mere

Lona Hedeby, 55 år, køkkenassistent, Vesterlund:

1. »Det minder lidt om en børnehave med skrig og skrål, og det er ikke til at finde ud af, hvad der er op og ned i det de diskuterer, og hvad de forskellige partier har af krav i de her forhandlinger.«

2. »Det er en mærkelig forhandlingstaktik fra Liberal Alliances side, at de pludselig ikke vil sige ja til en finanslov, de selv har forhandlet på plads. Så er det svært at tage dem seriøst. De må forstå, at de ikke kan bestemme det hele selv.«

Foto: jves
Vis mere

Erling Lauritsen, 69 år, is-chauffør, Thyregod:

1. »Kristian Thulesen Dahl sagde det meget godt, da han betegnede det som en børnehave. Det er ikke til at tro, at det er voksne mennesker. Når man sidder i forhandlinger sammen, så nytter det ikke melde enhver mellemregning eller lille knast ud i medierne, ligesom Joachim B. Olsen gjorde, efter finansloven var vedtaget i fredags.«

2. »Samuelsen og hans partifæller er svære at regne ud. Først laver de en finanslov, og så vil de alligevel ikke stemme for den. Men det var jo det samme de gjorde tidligere, og der fik Løkke alligevel lokket dem ned af træet med ministerbiler. Så mon ikke Løkke får dem alle sammen til bordet og får lavet en aftale til sidst.«