Det er helt normalt med byttehandler i dansk politik.

Og Hernings borgmester Lars Krarup er bare sur på DF, fordi han ikke fik politiskolen til byen.

Sådan lyder svaret fra DFs næstformand Søren Espersen til en kras kritik af DF, som Hernings borgmester Lars Krarup (V) kommer med i Weekendavisen.

»Det er jo helt normalt med byttehandler i dansk politik. Hvis I gerne vil have gennemført det her, så vil vi gerne have det og det. Sådan sidder man jo altid og arbejder. Så det kan overraske, at en, der er så rutineret som Lars Krarup, kan sige det,« siger Søren Espersen.

Lars Krarup opfordrer i Weekendavisen sit parti til at distancere sig fra og tage flere opgør med Dansk Folkeparti.

Nogle af forslagene fra regeringens støtteparti om udlændingestramninger er »tæt på vanvid« ifølge Venstreborgmesteren, som er en af dem, der lyttes mest til i partiets bagland.

Han henviser til beslutningen om at adskille forhandlingerne af en skattepakke for udlændingestramninger. Nogle af DF-forslagene til stramninger, såsom et udgangsforbud for unge indvandrere, går han direkte i rette med.

»Det er for mig at se tæt på vanvid. Adskillelsen betyder, at regeringen kan spille ud med det, som regeringen mener om udlændingepolitik. Det har jeg meget store forventninger til,« siger Lars Krarup.

Søren Espersen siger:

»Lars Krarup er indædt vred på os på grund af den politiskole. Det er han ikke rigtigt kommet sig over. Tidligere betragtede jeg ham ellers som en god ven af DF.«

Han siger også, I slet ikke er et borgerligt parti?

»Ja, det er der også andre, der har sagt, f.eks Joachim B. Olsen (LA). Men hvis borgerlighed defineres ved, at man vil have skattelettelser og topskattelettelser, så ved man slet ikke, hvad borgerlighed er. Det er lov og orden, Gud, konge og fædreland, opføre sig ordentligt og sidde pænt på stolen, og så modstand mod socialisme. Hvis man isolerer det til at spare i skat, så har man helt misforstået, hvad borgerlighed handler om. Lars Krarup og andre kan jo slå op i ordbøger, hvad borgerlighed betyder. Der står ikke noget om skattelettelser.«

Han taler også for en SV-regering?

»Sidste gang, der var en SV-regering i 1978, holdt den et års tid. Nej, en SOV-regering er mere realistisk. På langt stræk er vi jo enige om mange ting. Vi har arbejdet godt sammen med V siden 2001, og de er jo generelt enige i, at vi skal have Europas strammeste udlændingepolitik,« siger Søren Espersen.