Alternativet åbner op for alternative behandlingsformer på sygehusene, og det er en god ide, mener Dansk Folkeparti.

Der skal være mulighed for at vælge mindfulness-baseret terapi og akupunktur som behandling, når patienter bliver indlagt på danske sygehuse.

Sådan lyder det fra Alternativet i et sundhedsudspil fra det nye parti, og den idé er man med på hos Dansk Folkeparti, hvor sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) slår fast, at partiet længe har været tilhænger af de alternative behandlingsformer.

»I DF er vi altid gået ind for alternativ behandling, og vi vil gerne have mere af det ind i vores sundhedsvæsen. Vi har tidligere foreslået grønne afsnit på sygehusene« siger Liselott Blixt.

Alternativet fastslår i deres udspil, at »det skal være vidensbaseret, så vi har en rimelig sikkerhed for, at det faktisk har en virkning på folk«. Det samme udgangspunkt har man hos Dansk Folkeparti.

»Man skal vide, hvad behandlingen præcis går ind og hjælper med. Men vi ved eksempelvis, at akupunktur hjælper, og at der er evidens for, at det kan fjerne smerter,« siger Liselott Blixt.

»Og der burde man kan kunne sige, at hvis du kan bruge noget akupunktur i stedet for noget smertestillende, så skal pengene, man ville have brugt på piller, bruges på akupunkturen i stedet,« uddyber hun.

Sundhedsordføreren ærgrer sig samtidig over, at regeringen i 2012 valgte at stoppe støtten til Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling.

»De forskede netop i det her område, og der er brug for, at vi har en vidensbaseret tilgang,« siger Liselott Blixt.

I sit udspil advokerer Alternativet også for brug af medicinsk cannabis, og den idé vinder ligeledes gehør hos Dansk Folkeparti.