Ambitionen er et uafhængigt medie, der sætter fokus på emner, DF mener er underdækket i pressen.

København. Dansk Folkeparti har lanceret et nyt netmedie, ditoverblik.dk. Formålet at dække emner, som partiet mener får for lidt opmærksomhed i de almindelige medier, fortæller ansvarshavende redaktør Steen Trolle.

- Det kan for eksempel være omkring EU. Det her site vil være mere EU-kritisk, end man generelt oplever i de danske medier, forklarer han.

Udlændingepolitik, islamistisk indflydelse i Vesten, brexit og forholdet mellem hovedstad og provins er andre emner, der vil komme i fokus.

Inspirationen er kommet fra andre partier, der de seneste år har lanceret netmedier og podcasts. Trolle nævner blandt andet den socialdemokratiske netavis piopio.dk.

Udgangspunktet for nyhedsmediet er borgerligt-nationalt. Og redaktionen kommer til at arbejde uafhængigt af DF, fremgår det.

Det betyder i praksis, at det er Steen Trolle, der har en fortid på Politikens Lokalaviser, der bestemmer, hvilke artikler der skal på sitet, og redigerer artiklerne, fortæller han. Men det er Dansk Folkeparti, der ejer siden.

- Hvis Dansk Folkeparti synes, at det, jeg laver, er fuldstændig skævt i forhold til den aftale, vi har lavet, og den redaktionelle linje, vi har besluttet, så er jeg ikke længere chefredaktør, siger Steen Trolle.

- Jeg trækker stregen der, hvor man forsøger at få mig til at skrive noget, der ikke er i overensstemmelse med det redigeringsansvar, jeg har.

- Det er en lidt teoretisk diskussion. Men hvis man vil have mig til at skrive noget, som jeg ikke synes er en relevant historie, eller hvor jeg ikke kan se vinklen, så sætter jeg grænsen der, siger Steen Trolle.

Målet er at få politikere fra andre partier til at medvirke i artiklerne, hvis de vil. Og Steen Trolle forsikrer, at oplysninger, som mediet bringer, vil være faktatjekket.

Han ser ikke ditoverblik.dk eller de andre partiejede medier som en tilbagevenden til tidligere tiders partipresse.

- Jeg ser det mere som et udtryk for, at der i dag er så koloenormt mange medier og platforme, hvor man kan udtrykke sig. Derfor kan et enkelt bidrag her og der hurtigt drukne i mediehavet, siger Steen Trolle.

- Når man laver sit eget medie, har man mulighed for at sætte en dagsorden, hvor dem der synes, at den dagsorden er interessant, kan orientere sig.

/ritzau/