Gruppeformanden i S siger et om menneskerettigheder og konventioner og formanden siger noget andet

Socialdemokratiet spiller dobbeltspil i udlændingedebatten.

Sådan lyder anklagen fra Dansk Folkeparti, efter at Mette Frederiksens højre hånd, gruppeformand Henrik Sass Larsen (S), opsigtsvækkende lægger op til, at Danmark skal forlade internationale konventioner og menneskerettigheder. En udtalelse, der straks skydes ned af partiets formand, Mette Frederiksen.

»Socialdemokratiet spiller dobbeltspil, og de gør grin med danskerne,« siger DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen.

»Det samme har vi oplevet fra Venstre, hvor udlændingeminister Inger Støjberg siger, at hun f.eks. vil lukke Grimhøj-moskeen, eller at hun vil frihedsberøve afviste asylansøgere. Men det sker jo ikke. Og nu lægger Henrik Sass Larsen så op til noget, som straks bliver skudt ned af hans eget parti,« siger Martin Henriksen.

Henrik Sass Larsen udtalte sig i tv-programmet 'Pind & Sass' på TV2 News  bl.a. om menneskerettighedsdomstolen.

»Noget af det mest ødelæggende, det er den menneskerettighedsdomstol. Jeg mener, at den har blandet sig i alle mulige og umulige sager gennem tiden,« sagde han.

Henrik Sass er Mette Frederiksens højre hånd, men bliver alligevel banket på plads Vis mere

Desuden sagde han, at Danmark bør arbejde for at 'rode sig ud af' internationale domstole og konventioner. Den magt, domstolen har fået, har givet grobund for ekstreme bevægelser, lød det fra Socialdemokratiets gruppeformand.

»Hvis det stod til mig, så var noget af det bedste, vi kunne gøre, at kalde det hjem til dansk ret igen, sådan at det ikke er dem, der sidder og bestemmer,« sagde han.

Men selv om han er en del af partiets ledelse, blev han kort efter banket på plads af partiformanden. Det er ikke Socialdemokratiets politik, lød det fra Mette Frederiksen.

»Vi har en fortløbende diskussion i Danmark om nogle af konventionerne og deres betydning, for eksempel på udvisning af kriminelle. Det synes jeg er en relevant diskussion. Men jeg vil gerne slå fast, også så det ikke kan misforstås, at Danmark i vores øjne ikke skal udtræde af nogen konventioner, og vi kommer ikke til at arbejde for, at det bliver tilfældet,« siger Mette Frederiksen til Ritzau.

»Dobbeltspil,« lyder anklagen fra Martin Henriksen (DF), her på vej ind i Finansministeriet.  Vis mere

Henrik Sass Larsen står til en fremtrædende ministerpost, hvis Mette Frederiksen vinder næste valg. Alligevel stiller han ikke op til interview, men vil gerne deltage i programmet 'Pind og Sass', hvor der ikke er nogen ordstyrer. I foråret udgav han desuden en debatbog, hvor flere af holdningerne ikke stemmer overens med partiets - f.eks. om hash og Israel.