Anonyme gengivelser af det indre liv i Dansk Folkeparti sker ifølge Martin Henriksen for at sænke formanden.

Ifølge Martin Henriksen, der blandt andet er hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, forsøger personer i toppen af partiet at slide formand Kristian Thulesen Dahl ned med anonyme læk fra samtaler internt i partiet.

Det skriver han i et indlæg på partiets egen nyhedsside, Dit Overblik.

Under underskriften "Partiets sjæl og dna er på spil - Det er partiskadeligt at lække anonymt til de DF-kritiske medier", skriver Martin Henriksen blandt andet:

- Der sidder helt åbenlyst højt placerede folk i partiet, som tilsyneladende har besluttet sig for at slide partiet og formanden ned ved hele tiden at fodre medierne med negative historier om partiet.

Han skriver ikke i indlægget hvilke lækager, han tænker på, eller hvem, han mistænker for at stå bag.

Han antyder dog, at hans bredside har adresse til medlemmer, der har talt for "fornyelse og forandring" i partiet:

- Faktisk tror jeg slet ikke, at dem der står bag disse anonyme læks vil fornyelse og forandring. Jeg tror egentlig bare, at I vil jer selv, når det kommer til stykket, skriver Martin Henriksen.

Martin Henriksen har en fortid som medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Han er i dag - udover medlem af partiets hovedbestyrelse - også kandidat til Folketinget og kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune for partiet.

Det er ikke angivet, hvilke anonyme lækager Martin Henriksen henviser til.

Men for nylig er bogen "Skaberen, taberen, frelseren?", der er skrevet af Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt, blevet udgivet.

Bogen beskriver blandt andet et oprør mod Thulesen Dahl, hvor en gruppe af yngre partimedlemmer vil vriste magten fra ham.

Internt går de under navnet "Skyggeholdet" og har tætte relationer til Anders Vistisen og Peter Kofod, der blev sendt til Bruxelles.

- Skyggeholdet er stærkt kritisk over for kommunikationen, politikudviklingen, talentudviklingen og den fremadrettede strategi i Dansk Folkeparti, står der i bogen.

Martin Henriksen ønsker ikke at uddybe sit indlæg, oplyser han til Ritzau.

/ritzau/