Dansk Folkeparti-politikeren Bent Bøgsted forlader Folketinget efter 20 år.

Det skriver TV2 Nord.

Det har 66-årige Bent Bøgsted fortalt sine kollegaer tirsdag i forbindelse med Morten Messerschmidts første gruppemøde som formand for partiet.

Beslutningen var dog taget for lang tid siden, slår Bent Bøgsted fast.

»Kristian (Thulesen Dahl, red.) bad mig om at vente med at offentliggøre beslutningen til efter kommunalvalget. Da der så umiddelbart efter blev indkaldt til ekstraordinært årsmøde, valgte jeg at vente til nu for at holde tingene adskilt,« siger Bent Bøgsted.

Han forklarer, at han og konen kæmper lidt med helbredet. Samtidig er han blevet 66 år.

Og han mener derfor, at han har gjort sin pligt.

Efter Dansk Folkepartis gruppemøde tirsdag forklarer Bent Bøgted til B.T.:

»Det er fuldstændig udramatisk. Min beslutning har intet at gøre med formandsvalget,« siger han.

Netop Bent Bøgsted har været en udtalt tilhænger af Martin Henriksen som ny formand for partiet. Og han udtalte inden, Morten Messerschmidt blev valgt, at han ville overveje sin fremtid, hvis ikke hans kandidat gik af med sejren.

Det skete som bekendt ikke.

Alligevel slår Bent Bøgsted fast, at beslutningen om at stoppe blev truffet helt tilbage i sommer.

Andre læser også