Det er en skandale. Intet mindre. 

Det mener Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti om, at en teknisk fejl har betydet, at 71 nye danske statsborgere ikke er blevet tjekket af PET. 

Det udtaler han til B.T., der fredag kan fortælle om sagen.

»Det er en regulær skandale,« fastslår Mikkel Bjørn, der også er formand for Folketingets  indfødsretsudvalg, der behandler sager som statsborgerskab. 

Kaare Dybvad Bek (S) er integrations- og udlændingeminister. I et brev til Folketingets indfødsretsudvalg erklærer han sig "ærgerlig" over den tekniske fejl.
Kaare Dybvad Bek (S) er integrations- og udlændingeminister. I et brev til Folketingets indfødsretsudvalg erklærer han sig "ærgerlig" over den tekniske fejl. Thomas Lekfeldt

»Det er rystende, at ministeriet har kendt til fejlen i adskillige måneder uden at orientere hverken indfødsretsudvalget eller Folketinget,« udtaler han.

Fejlen står beskrevet i et brev sendt fra udlændinge- og integrationsministeriet til indfødsretsudvalget tidligere på måneden.

I brevet står der også, at ministeriet har været opmærksom på fejlen siden august 2024, og at den er blevet rettet.

»Men det betyder jo i praksis, at vi har vedtaget lovforslag om statsborgerskab i blinde. Det er et demokratisk problem, hvis regeringen holder afgørende oplysninger skjult,« siger Bjørn.

Til Mikkel Bjørns kritik svarer integrationsminister Kaare Dybvad Bek i en kommentar til B.T.:

»Fejlen var altså udbedret inden Folketingets seneste behandling af lovforslag om indfødsret. Der er altså på ingen måde tale om, at Folketinget er blevet vildledt.«

Fejlen har ikke desto mindre medført, at 71 bipersoner – det vil sige børn, der sammen med en forælder får dansk statsborgerskab – ikke er blevet tjekket af PET. Det er ellers fast praksis.

26 af børnene er over 15 år gammel.

Mikkel Bjørn, størstedelen er under femten år. Er det ikke en formidlende omstændighed?

»Det er klart, at det i hvert fald er et mindre problem for de børn, der er under femten år. Men der er også en del af dem, der er over femten,« påpeger han og fortsætter:

Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, er selv formand for Folketingets indfødsretsudvalg.
Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, er selv formand for Folketingets indfødsretsudvalg. Søren Bidstrup

»Så der er altså bipersoner, der har fået statsborgerskab, uden at undergå det vanlige PET-tjek. Det er principielt set, en trussel mod statens sikkerhed. Det er uhyggeligt.«

Til B.T. har integrations- og udlændingeministeriet gjort opmærksom på, at selvom de 71 ikke er blevet tjekket af PET, så er det blevet undersøgt, om de har begået kriminalitet. 

Mikkel Bjørn, hvorfor er dét ikke tilstrækkeligt?

»Der blander man to ting sammen for at sløre skandalen. Et kriminalitetstjek og et PET-tjek er to vidt forskellige størrelser,« siger Bjørn. 

Han tilføjer, at Dansk Folkeparti har tænkt sig at bede ministeren om at redegøre for sagen.

I sin kommentar fortæller integrationsminister Kaare Dybvad Bek også, at han er ærgerlig over fejlen.

»Jeg vil gerne understrege, at alle ansøgere er blevet tjekket af PET helt efter reglerne, men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at der har været en teknisk fejl i sagsbehandlingssystemet i forhold til en mindre gruppe af børn til ansøgere,« skriver han.