Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup kan ikke støtte Morten Messerschmidt ved partiets kommende formandsvalg. Det skriver hun mandag på Facebook.

Hun mener, at han har svagheder som leder, skriver hun.

'Det var svært for ham at lede en gruppe i EU – det blev en fiasko. Jeg mener også, han svigtede DF ved at blive som næstformand, da han blev dømt i byretten. Det var forkert af ham og kastede en skygge over ham selv og partiet,' lyder det i opslaget.

I stedet peger Marie Krarup på en af den nuværende politiske næstformands modkandidater til formandsposten, Martin Henriksen.

'Jeg har nogle uenigheder med Martin Henriksen. Men jeg ved, at han er en person, man kan stole på og tale med. Han et ordentligt menneske, der ikke giver sig ud for at være mere, end han er. Jeg tror, at Martin kan blive en god formand for Dansk Folkeparti,' skriver Krarup.

Dansk Folkeparti skal vælge ny formand på et ekstraordinært årsmøde 23. januar.

Nuværende formand Kristian Thulesen Dahl har valgt at trække sig oven på et dårligt kommunalvalg i november sidste år.