Martin Henriksen (DF) har i forbindelse med den muslimske højtid Ramadanens begyndelse sendt adskillige vrede opslag afsted på sociale medier. Det har fået tusindvis af trolls til tasterne.

I stedet for at kommentere på de islam-kritiske argumenter, har tusindvis af brugere i stedet valgt at ønske Martin Henriksen glædelig Ramadan i kommentarfelterne på hans Facebook-side.

»Glædelig Ramadan«, »God Ramadan« og »Ramadan Mubarak« lyder nogle af hilsnerne til DF-profilen.

Særligt et bestemt opslag, hvor Henriksen kritiserer Sundhedsstyrelsen for at ønske danskerne god Ramadan, har sat gang i troldehæren. Opslaget har fået mere end 8000 kommentarer, hvor størstedelen er Ramadan-hilsner sendt DF-profilens vej.

»Nej, nej og atter nej! Det er ikke Sundhedsstyrelsens og danske myndigheders opgave at ønske god ramadan. Respekter dog, at Danmark hviler på en kristen kulturarv,« skriver Martin Henriksen blandt andet i opslaget.

Martin Henriksen har efterfølgende fulgt op med flere lignende opslag, hvor han blandt andet kritiserer danske politikere for at ønske glædelig Ramadan.

En af dem er Frie Grønnes Sikandar Siddique, der kritiseres for at have skrevet en Ramadan-sang på melodien til 'Der er et yndigt land'.

»Værsgo Danmark, og tak for kaffe. Danmarks nye 'ramadanske nationalsang' skrevet af Danmarks første muslimske partileder på Christiansborg. Sørgeligt, men sandt. Det er dagens Danmark,« skriver Henriksen i sit opslag.

Her ses et udpluk af de tusindvis af Ramadan-hilsner, der er tikket ind i Martin Henriksens kommentarspor. Foto: Screendump Facebook.
Her ses et udpluk af de tusindvis af Ramadan-hilsner, der er tikket ind i Martin Henriksens kommentarspor. Foto: Screendump Facebook.
Vis mere

Martin Henriksen sad i Folketinget for Dansk Folkeparti i perioden 2007-2019, men fik ikke genvalg ved seneste folketingsvalg i 2019, hvor partiets mandater blev halveret.

Han stiller nu op til byrådet i Stevns Kommune ved kommunalvalget i november.

Under højtiden Ramadan faster muslimer så længe solen er oppe. Ramadanen varer i år fra 13. april til 12. maj.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Martin Henriksen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.