Det er helt galt at forsøge at ændre historien, siger Søren Espersen (DF). Venstre kræver en uvildig undersøgelse af sagen om de slettede Ole Sohn-oplysninger.

Dansk Folkepartis Søren Espersen er fortørnet over, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har slettet utallige dokumenter med potentielt belastende oplysninger om fremtrædende politikere.

- Jeg synes, det er helt galt, at man sletter oplysninger. Jeg betragter det som en form for historieforfalskning. Historien er, som den er - og det skal man ikke begynde at ændre på ved at slette noget. Jeg synes, det er meget ubehageligt - det er sådan noget, der sker i totalitære regimer, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Bjørn Westh (S) var som socialdemokratisk justitsminister involveret, da PET besluttede at slette oplysningerne om blandt andre erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) forbindelser til Sovjetunionen og DDR under den kolde krig.

- Jeg kan ikke huske de præcise detaljer efter så mange år, men jeg var indblandet i det. Somme tider skal man se, om alt det der står i arkiverne, er nødvendigt. Hvis noget er unødvendigt, er der ingen grund til at opbevare det. Det er derfor de politiske sager fra den kolde krig skulle destrueres. Især fordi indholdet var myteskabende, siger Bjørn Westh til dagbladet BT.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, kræver en uvildig kommissionsundersøgelse af sagen.

- At Nyrup-regeringen var involveret i sletningen bekræfter bare behovet for at få det her undersøgt i dybden. Vi har allerede hørt en del om, hvad Ole Sohn har foretaget sig under den kolde krig, og hvis forklaringen på det her er, at venstrefløjen forsøgte at holde en masse af den slags skeletter i skabet, er det et stort problem, siger han til BT.

Birgitte Stampe var PET-chef, da Bjørn Westh i årene 1994-96 var justitsminister. Hun ønsker ikke at kommentere sletningen af oplysninger.

- Jeg har livslang tavshedspligt, så jeg udtaler mig ikke om PET overhovedet, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.