Det er et udtryk for ren og skær desperation, hvis man opdeler asylansøgere på baggrund af religion på landets asylcentre, mener udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti.

Asylcentre skal ikke opdele kristne og muslimske asylansøgere for at undgå trusler og chikane på baggrund af religion.

Det vil nemlig være en falliterklæring og et udtryk for magtesløshed, mener Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen (DF).

»Det er udtryk for ren og skær desperation, fordi man ikke har styr på, hvad der foregår på landets asylcentre. Der kommer så mange folk til Danmark, og hvis man begynder at opdele folk efter deres tro, er det jo en total falliterklæring og et udtryk for, at vi ikke er i stand til at opretholde lov og orden i Danmark. Det er meget trist,« lyder det fra DF-ordføreren.

Udmeldingen kommer efter, at en tillidsmand i Nationalt Udlændingecenter og flere præster i Kristelig Dagblad påpeger, at der kan være behov for, at man opdeler kristne og muslimer for at undgå religiøse spændinger.

De seneste år har flere kristne asylansøgere på landets asylcentre følt sig udsat for chikane. En aktindsigt fra Udlændingestyrelsen, som Kristeligt Dagblad har fået, viser, at der siden marts har været en række tilfælde, hvor kristne har ønsket at blive flyttet fra et asylcenter til et andet på grund af religiøs chikane. Også tilbage i 2011 fortalte lederne af 12 asylcentre, at på tre ud af fire centre havde kristne beboere følt sig truet, forfulgt eller mobbet.

Alligevel vurderer Røde Kors, som driver 19 asylcentre i Danmark, at problemet ikke er særligt stort.

Den opfattelse deles ikke af Martin Henriksen.

»Jeg ved godt, at Røde Kors siger, at det ikke er et stort problem, men der bliver jo skrevet om det med jævne mellemrum i pressen, og vi i Dansk Folkeparti hører også om det fra folk, der retter henvendelse til os. Det er jo også noget, vi ser i samfundet generelt, hvor kristne arabere ikke kan gå i fred. Det er ikke kun noget, vi ser i asylcentrene,« siger Martin Henriksen.

Ifølge Martin Henriksen har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) lovet at se nærmere på problemet.