DF'er kalder mulighed for at fastholde minkavlsdyr en "narresut". DF indkalder statsministeren i samråd.

Ifølge De Konservatives landbrugsordfører, Per Larsen, er åbningen for at fastholde avlsmink i Danmark, som fødevareminister Mogens Jensen (S) har talt om, meget, meget lille.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, finder værre gloser frem.

Og DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, skriver på Twitter, at partiet indkalder statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om "minkskandalen", som han beskriver hele sagen.

Efter i en uge at have insisteret på, at alle mink skal slås ned - og minkavlere har gjort det - sagde regeringen via Mogens Jensen tirsdag aften til TV Midtvest, at nogle få avlsdyr måske alligevel kan overleve.

Ifølge Per Larsen fra De Konservative dækker det over omkring 56.000 avlsmink. Hvilket er en forsvindende lille åbning for den danske minkbranche.

- Med 56.000 avlsdyr er døren kun en lille bitte smule på klem. For det vil være ganske ubetydeligt. Skulle man virkelig gøre noget, så skulle man nok bevare en halv million avlsdyr. Men det giver selvfølgelig en smule håb for nogle, der gerne vil fortsætte.

Han understreger, at det med så få mink vil tage årevis at få bestanden op, når man igen kan begynde efter covid-19.

Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby er decideret rasende over fødevareministerens pludselige udspil om avlsdyr.

- Det kan give mening at fastholde 56.000 avlsdyr. Men ikke under de præmisser, regeringen sætter op. Der er så mange forbehold, at det ikke har gang på jord at gennemføre. Så det er en helt almindelig narresut, man her præsenterer, siger han.

Ifølge Hans Kristian Skibby er det en del af udspillet, at minkene skal holdes under så sikrede forhold, at det reelt er umuligt.

- Det er et forslag, der lyder skønt og velmenende over for minkavlerne. Men ser man på præmisserne om, at det skal være nærmest hermetisk lukket, så er det jo umuligt.

- Vi kan jo ikke grave 56.000 mink ned i undergrunden i tre år og tro på, at de springer op, når vi skal bruge dem.

- Det har ingen gang på jord i virkeligheden. Og jeg synes, at man tager pis på avlerne, hvis jeg skal sige det lige ud, siger Hans Kristian Skibby.

Selv hvis man kan holde de 56.000 avlsmink friske, vil erhvervet dø ifølge Per Larsen.

- Man afliver jo også alle følgeerhvervene. Foderfabrikkerne lukker, pelserierne bliver lukket ned, og auktionerne vil også blive det.

- Det er en massakre uden lige. Så de 56.000 mink vil være ganske ubetydelige og ikke være noget, der bærer Danmark op på det niveau, vi har været på, siger Per Larsen.

Venstres Thomas Danielsen insinuerede tidligere torsdag morgen, at regeringen åbnede for nogle avlsdyrs overlevelse for ikke at skulle give fuld erstatning til de danske minkavlere.

Det tror Per Larsen dog ikke på.

- Nej, det tror jeg sådan set ikke. Vi sidder lige nu og forhandler. Vi har krævet, at minkavlerne skal holdes skadesløse og skal kunne gå til domstolene for at få prøvet deres kompensation.

- Jeg tror sådan set, at der er fordi, at man vil sætte et lillebitte plaster på såret fra regeringens side, siger han.

/ritzau/