Forudsætningerne bag Folketingets brede energiforlig holder ikke længere, mener DF og de Konservative, der truer med at forlade aftalen, som baner vej for nye kæmpevindmøller.

Sidste år indgik syv ud af otte partier i Folketinget et energiforlig, der lægger rammerne for den grønne omstilling frem til 2050. Men nu truer to af partierne - Dansk Folkeparti og de Konservative - med at forlade forliget, skriver Børsen.

Ifølge de to partier har præmisserne bag et af forligets største satsninger, havvindmølleparken Kriegers Flak i Østersøen, ændret sig fundamentalt og kræver derfor nye beregninger.

»Inden man går videre med Kriegers Flak, så mener vi, det er rigtigst, at vi får beregnet, hvor vi er henne, og hvordan vi sikrer, at virksomhederne ikke får så stor en belastning, som de får med det system, vi har nu,« siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) til Børsen.

Årsagen til udmeldingen er den såkaldte PSO-afgift, som finansierer udbygningen af den grønne energi. Afgiften steg i 2012 med 1,3 milliarder kroner mere end beregnet i forliget.

»Vi har kunnet se, at de omkostninger, der væltes over på forbrugere og virksomheder, er større end det, vi forventede, da vi lavede energiforliget,« siger Kristian Thulesen Dahl.

De Konservatives energiordfører, Mike Legarth (K), vil også have forliget genåbnet.

»Præmisserne har forandret sig, og derfor vil vi have forliget genåbnet for at genoprette forudsætningerne. Vil regeringen ikke medvirke, så må vi forholde os kritisk til, om vi kan være en del af energiforliget,« siger han til Børsen.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) er klar til at bestille nye beregninger, men han advarer mod at skabe usikkerhed om forliget, da det vil kunne få de energiselskaber, der skal rejse møllerne på Kriegers Flak, til at sætte prisen i vejret.

»Hver gang Dansk Folkeparti eller Venstre kommer med sådan en udmelding, så koster det på bundlinjen hos danskerne, fordi der kommer en risikopræmie hos de selskaber, der skal investere,« siger Martin Lidegaard til Børsen.

Hos Venstre vil energiordfører Lars Chr. Lilleholt (V) også gerne have en ny beregning, men er endnu ikke klar til at forlade forliget.