DF og Enhedslisten vil begge presse regeringen i sag om øget parlamentarisk kontrol. Sagen kommer nu i salen.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige om at presse regeringen til, at to femtedele af Folketingets medlemmer skal kunne kræve en uvildig undersøgelseskommission imod regeringens flertal.

Begge partier vil nu fremsætte beslutningsforslag, så spørgsmålet kommer til afstemning i folketingssalen. Dermed kommer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under pres både fra sit støtteparti og fra oppositionen.

Læs også:

- Det er fuldstændig urimeligt, at man har ét forslag, når man er i opposition, og så gennemfører man det ikke umiddelbart, når man får flertallet, siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

Han mener, at regeringspartierne har skiftet holdning, fordi de har fået magten.

- Sådan ser det ud, siger han.

Ændrer holdning efter valget

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, er enig med Per Clausen.

- Før valget var de krystalklare i mælet om, at 40 procent af Folketingets medlemmer kan gennemføre en undersøgelse, siger han.

- Der kan desværre kun være én grund til, at de går fra det nu: Det skulle bruges til at få magten. Når man så sidder på magten, vil man ikke kigges over skuldrene, siger Kristian Thulesen Dahl.

Læs mere: 

Kritikken er opstået, fordi Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten, mens de var i opposition, garanterede, at to femtedele af Folketingets medlemmer skal kunne nedsætte en uvildig undersøgelseskommission imod regeringens flertal.

Men tirsdag sagde Helle Thorning-Schmidt, at kravet ikke indgår i regeringsgrundlaget.

'Det er den rigtige måde'

De Radikales uddannelsesminister, Morten Østergaard, afviser dog, at regeringen har skiftet spor.

- Vi vil drøfte med Folketingets partier, hvordan den parlamentariske kontrol kan styrkes. Det er den rigtige måde at gøre det på. Regeringen og Folketinget skal samarbejde, siger han.

Det skal angiveligt være teknik og tidspres end modvilje, som har holdt forslaget ude af regeringsgrundlaget.

/ritzau/