Nedturen fortsætter for Danmarks næststørste parti, Dansk Folkeparti.

For nogle dage siden kom partiet under en magisk grænse i meningsmålingerne: Det kom under valgresultatet fra 2011 og ligger dermed lavere, end partiet gjorde, da Pia Kjærsgaard var formand.

Samtidig viser en ny måling af partiledernes popularitet, YouGov har lavet for B.T., at DF-formand Kristian Thulesen Dahls personlige popularitet også styrtdykker.

I den nye måling er han kun nr. 7 blandt 12 partiledere og ligger f.eks. under hovedfjenden, den radikale leder Morten Østergaard, der er nr. 6. Går man tilbage til januar 2015, var Thulesen Dahl den mest populære partileder af alle i en lignende måling.

Kristian Thulesen Dahl var torsdag i Jylland og havde ikke tid til at ringe tilbage. Men DF's næstformand, Søren Espersen, forsvarer ham med stor entusiasme:

»Det er dybt uretfærdigt, at tilslutningen til Kristian Thulesen Dahl daler. Vi har enorm tillid til ham. Han rykkede os fra 12 pct. til 21 pct. ved sidste valg i 2015, og vi tror på, han sikrer os et godt valg igen i år,« siger Søren Espersen.

Ifølge B.T.'s oplysninger har der ikke været holdt egentlige krisemøder om situationen i DF's ledelse, det såkaldte koordinationsudvalg, som består af Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen, Peter Skaarup, Martin Henriksen og pressechef Søren Søndergaard. Udlændingeordfører Martin Henriksen risikerer i øvrigt slet ikke at blive genvalgt, hvis Københavns Storkreds kun giver valg til én - sandsynligvis Peter Skaarup.

Kristian Thulesen Dahl (DF), da regeringen og Dansk Folkeparti præsenterer aftale om en sundhedsreform på et doorstep i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 26. marts 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Vis mere

Selv om meningsmålingerne er gået den gale vej i noget tid, er det angiveligt holdningen i koordinationsudvalget, at man bare skal have is i maven, så skal partiet nok opnå et langt bedre valgresultat, end målingerne indikerer. Især Søren Søndergaard står angiveligt på mål for den analyse.

Kilder med godt kendskab til DF mener, at Thulesen begår en fejl ved sin politiske 'flirt' med Mette Frederiksen: At den eneste, der vinder på det, er Mette Frederiksen, fordi Thulesen har signaleret, at man godt kan stemme på hende, uden at den hårde udlændingepolitik går fløjten.

Den 10. marts benægtede Thulesen Dahl i et større interview med B.T., at 'flirten' med Mette Frederiksen var en fejl.

»Nej, for det har stået på i to år, og i den periode har vi også ligget rigtig godt i meningsmålingerne. Så jeg tror ikke, det er årsagen,« sagde DF-formanden.

Du siger også, at I har en plan A med Lars Løkke og en plan B med Mette Frederiksen. Måske forvirrer det folk?

»Man skal stemme på os, fordi man godt kan lide vores politik. Og vi har større chance for at få vores politik igennem, hvis vi kan samarbejde med flere partier,« lød svaret.

Søren Espersen (DF) før Folketingets åbning på Christiansborg i København, tirsdag den 2. oktober 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Vis mere

Den radikale leder, Morten Østergaard, spillede for nylig udlændingekortet, da han krævede, at Socialdemokratiet skal lægge afstand til DF's paradigmeskifte, hvis de skal opnå radikal støtte. Det kritiserserede Thulesen Dahl kraftigt, og det har han agiveligt fået mange positive reaktioner på. I sit nyeste ugebrev 2. april fortsætter han med at advare imod at stemme på Mette Frederiksen:

'Jeg har sagt før, at vi i Dansk Folkeparti uanset valgets udfald vil bruge vores mandater aktivt. Men som målingerne ser ud lige nu, vil Socialdemokratiet være afhængig af mandaterne fra De Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet. Dermed kan Socialdemokratiet blive tvunget til at ændre kurs, hvis de vil til magten. Og hvad er så vigtigst? Statsministerposten eller udlændingepolitikken? Det kan komme an på en prøve om kun et par måneder,' skriver Kristian Thulesen Dahl.

DF blev største blå parti ved sidste valg og vandt hele 15 mandater. Nu peger meningsmålingerne generelt på et muligt vælgertab på op mod syv procentpoint: Godt 200.000 vælgere er på flugt fra Dansk Folkeparti. Cirka halvdelen går til Socialdemokratiet og den anden halvdel til Nye Borgerlige.

DF's næstformand, Søren Espersen, lagde onsdag en YouTube-video op på Facebook med overskriften 'DF er blå. Del gerne'. Men det er ikke en korrektion af strategien, men understreger bare, hvad partiet hele tiden har ment, fastslår næstformanden.

»Selvfølgelig er vi blå. Vi peger på Lars Løkke. Det er der ikke meget rødt ved, vel.«

Tror du ikke, flirten med Mette Frederiksen har fået vælgere til at gå fra DF til S?

»Det er vrøvl og spekulation. Det, der er sket, er, at andre partier er begyndt at mene det samme, som vi har sagt i 20 år. Det er alletiders. DF er med i al politik på Christiansborg, og alle partier må forholde sig til os. Det er jo vidunderligt. Det er en luksussituation,« siger Søren Espersen.