DF'er har slettet et billede til et Facebook-opslag, som formentlig henviser til igangværende Støjberg-sag.

Medlem af byrådet i Svendborg og tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Dorthe Ullemose har fjernet et billede til et opslag på sin Facebook-side.

Billedet, der var knyttet til opslaget, forestiller en brasiliansk pige, som sidder med oppustet mave på en hospitalsseng, fordi hun angiveligt er indlagt med sygdom i leveren og milten.

I opslaget på Dorthe Ullemoses Facebook-side lyder det blandt andet:

- Barnebrude hører ikke hjemme i Danmark. Vi skal ud af EU, så vi kan blive herre i eget hus.

Dorthe Ullemose har efterfølgende fjernet billedet. Opslaget er ligeledes blevet delt på Dansk Folkeparti i Svendborgs Facebook-side.

- Grunden til, at jeg fjernede billedet, er, at jeg ikke er sikker på, om den her pige er gravid.

- Men det ændrer ikke på, at andre piger på hendes alder bliver gravide med gamle mænd, hvilket er sygt, skriver Dorthe Ullemose i en kommentar til sit Facebook-opslag.

Opslaget kom søndag. Samme dag, som den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blev afhørt i Instrukskommissionen i sagen om, hvorvidt hun havde givet en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Ritzau har været i kontakt med Dansk Folkeparti på Christiansborg, som ingen kommentarer har til sagen.

Dorthe Ullemose er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser. Hun sad i Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2015-2019.

Formand for Svendborg Lokalforening Marianne Mix Larsen fortæller, at lokalforeningen står ved billedet, da det skal opfattes symbolsk, men har fjernet det, da der ikke er tale om en barnebrud.

- Hun lignede en, der var gravid. Det kunne lige så godt have været en, der var gravid.

- Jeg synes, at man skal læse teksten og se på symbolikken i det. Det handler om barnebrude og små piger, der bliver misbrugt på det groveste, siger hun og fortsætter:

- Men jeg forstår også, at hele journaliststanden er på jagt efter højrefløjen, fordi Mette Frederiksen (S) og hele hendes slæng skal føres frem.

- Og så vælger man at fluekneppe - havde jeg nær sagt - over et billede, når det i virkeligheden handler om, at der er små piger i Danmark, der bliver giftet bort til store, svedige, gamle tykke mænd mod deres vilje.

- Jeg synes, det er ulækkert, at man går efter Inger Støjberg. Vi støtter Inger Støjberg. Og vi forstår godt, at hun forbød det.

Inger Støjberg sagde søndag til kommissionen, at hun ikke havde beordret en adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var under atten, men i en instruks gjort det klart, at der skulle ske en individuel vurdering af, om det kunne gøres inden for børnekonventionen.

/ritzau/