Toppen i Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt i spidsen har i en kronik i Jyllands-Posten fejlciteret flere af partiets politiske modstandere.

Det skriver partiet selv i et opslag på X.

- Vi insisterer selv på, at andre skal have orden i penalhuset - og så går det selvfølgelig ikke, at vi selv laver fejl. Punktum, lyder det i opslaget.

Der er tale om en kronik under overskriften "Remigration er ikke deportation" fra 13. november, som Jyllands-Posten lørdag aften fjernede fra sin hjemmeside.

- Jyllands-Posten er siden blevet gjort opmærksom på, at kronikken kan indeholde en række forkerte udsagn, skriver mediet, der uddyber, at det er ved at undersøge sagen nærmere.

Det er efter mediets melding, at Dansk Folkeparti selv har skrevet ud på X, at det "havde citeret en række af vores politiske modstandere for ting, som de ikke ordret havde sagt."

Partiet har blandt andet fejlciteret eksminister for Venstre Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, og Politiken for udtalelser om remigration, som parterne ikke har udtalt.

For Søren Pind gælder det, at partiet har fejlciteret ham for på Facebook at skrive, "Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung."

- Det har han ikke skrevet, skriver partiet i opslaget på X.

Dansk Folkeparti beklager og understreger, at debatten om "indvandring skal gøres på et ordentligt og sagligt grundlag".

Det fremgår ikke i opslaget fra partiet, hvordan det kan være sket, at flere kilder er blevet fejlciteret.

Dansk Folkeparti oplyser til Ritzau, at det ikke har yderligere kommentarer og henviser til opslaget på X.

Debatten om remigration har været særligt i fokus den seneste tid, efter at Dansk Folkeparti har fremsat partiets hjemrejseudspil.

Som udløber deraf kritiserede De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, Dansk Folkeparti for at ville "internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her".

Det faldt Morten Messerschmidt for brystet.

I en video på X lod han forstå, at det "får konsekvenser at lyve om Dansk Folkeparti", mente Messerschmidt.

- Som når Martin Lidegaard forleden påstod, at vi vil oprette interneringslejre ud fra folks hudfarve.

- Det er løgn, og det ved Martin Lidegaard godt. Og jeg vil ikke længere finde mig i hverken pressens eller venstrefløjens løgne, sagde Messerschmidt i videoen, hvor han sagde, at han ville anlægge sag mod Lidegaard.

/ritzau/