Der er for mange borgere i Tingbjerg, der ikke har reageret på deres indkaldelse til coronavaccine. Derfor skal et nyt initiativ få beboerne i vaccinecentret.

I løbet af de næste dage kan beboerne mellem 16 og 24 år nemlig blive vaccineret uden at skulle bestille tid først. Og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm vil endda være med til at vaccinere.

Men selvom det måske lyder som et godt initiativ, der giver en udstrakt hånd til nogle personer, der har brug for et skub ned til vaccinationscenteret, så er Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, ikke specielt imponeret;

»Det er utroligt, at man for visse grupper skal iværksætte disse tiltag. Det er en særbehandling, som er unfair,« siger hun.

»Det er utroligt, at man for visse grupper skal iværksætte disse tiltag. Det er en særbehandling, som er unfair.«
»Det er utroligt, at man for visse grupper skal iværksætte disse tiltag. Det er en særbehandling, som er unfair.« Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor har hun nu spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke, hvorfor netop denne gruppe skal have tilbudt ekstra hjælp.

»Det er helt i orden, hvis man ikke vil vaccineres, men jeg forstår ikke, hvorfor denne gruppe mennesker skal have en lettere adgang til vaccinen.«

Med ordene 'denne gruppe' mener Liselott Blixt de mange borgere med en anden etnisk baggrund end dansk, der bor i Tingbjerg, som hun selv beskriver det.

Liselott Blixt frygter, at »særbehandlingen«, som hun mener regeringen tilbyder borgerne i Tingbjerg, er en glidebane:

»Skal det så være sådan hver gang? Så skal der laves særbehandling, når de ikke vil stemme, når de ikke vil testes, og når de ikke vil vaccineres. Hvad bliver det næste så? Det skaber et parallelsamfund, hvor mennesker tror, at alt kommer til dem,« siger Liselott Blixt.

Skal regeringen overhovedet tilbyde særbehandling, så synes hun i øvrigt, det burde være til en helt anden gruppe borgere.

Ifølge Liselott Blixt er de ældre og personer med handicap de forsømte og dem, som godt kunne bruge lidt ekstra hjælp. For Liselott Blixt kender flere ældre, syge og handicappede, der har haft svært ved enten at komme ned i test- og vaccinecentret eller manøvrere på internettet, fortæller hun.

»Hvis vi skulle gøre det, så skulle vi også have hjulpet alle de kronisk syge, de handicappede og ældre, der har haft svært ved at bestille tid og komme ned i centrene. Det er, som om man har større fleksibilitet over for disse områder i stedet for dem, som har knoklet for Danmark i mange år. Det er en trist udvikling.«

»Der er mange ældre, syge og handicappede, som ikke er blevet hjulpet. Det er ikke alle, der har en ressourceperson, der kan hjælpe,« siger Liselott Blixt.

Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut over vaccinationsdækningen i otte af landets kommuner er der tale om 435 beboere i Tingbjerg, der ikke har reageret på deres vaccineinvitation. Det svarer til 30 procent af alle beboerne i Tingbjerg, der er blevet indkaldt til vaccination.

Til sammenligning er den samlede vaccinationstilslutning på landsplan ifølge Sundhedsministeriet helt oppe på 94,9 procent.

B.T. har kontaktet Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen for at få en kommentar til Liselott Blixts kritik, men de har ikke ønsket at kommentere på sagen.