Dansk Folkeparti holder fast i, at omvendt grænsekontrol er nødvendig for at dæmme op for tyverier.

Dansk Folkeparti vil til tirsdagens forhandlinger om finansloven have VLAK-regeringen til at lægge tal frem på bordet om, hvilke midler regeringen vil sætte af til udrejsekontrol ved grænsen, også kaldet omvendt grænsekontrol.

Det fortæller DF-gruppeformand Peter Skaarup.

- Vi har fremført kravet og drøftet det.

- Nu mangler vi at se, hvad regeringen vil sætte af til den stikprøvekontrol, man kan lave, når der har været større indbrud på byggepladser eller i butikker. Nu forventer vi, at vi nærmer os.

- Hvad vurderer regeringen, at den vil sætte af til det? For der er brug for en ekstra indsats i form af toldere og politi ved grænsen, hvis vi skal dæmme op for de bandetyverier, vi ser i øjeblikket, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti og regeringen har hidtil ikke været enige om, hvorvidt omvendt grænsekontrol er en god idé.

- Der er andre effektive måder at håndtere kriminalitet på end at lave omvendt grænsekontrol, sagde finansminister Kristian Jensen (V) den 9. november.

Spørgsmål: Hvordan har regeringen hidtil ageret om dette tema?

- Det har været lidt usikkert, hvad regeringen har sagt. Der har været lidt forskellige udtalelser gennem tiden, siger Peter Skaarup.

- Men vi står fast på ønsket eller kravet om omvendt grænsekontrol, altså at man ved grænsen kan stoppe og kontrollere folk, der kører ud af landet med illegale varer.

- Det kan være efter indbrud, eller det kan være ting, der er taget fra byggepladser, håndværkeres biler og lignende, og som man kører ud af landet i stort tal.

- Noget bliver formentlig sendt ud af landet med postvæsenet, men der er også en stor del, der bliver kørt ud af landet i større eller mindre varevogne. Det er et oplagt sted at stoppe folk, når vi alligevel har politi og toldere ved selve grænsestregen, siger DF-gruppeformanden.

Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har tidligere udtalt sig kritisk om omvendt grænsekontrol.

I marts sagde han til Flensborg Avis, at han anså omvendt grænsekontrol for at være urealistisk, blandt andet fordi det ville kræve "et enormt ressourceforbrug hos politiet".

- Det kan man selvfølgelig sætte et niveau på, og vi skal forhandle om, hvor meget, siger Peter Skaarup.

I oktober meddelte regeringen, at grænsekontrollen ind i Danmark igen blev forlænget.

Det skete på grund af den alvorlige terrortrussel, der er mod Danmark, lød begrundelsen. Danmark har haft midlertidig grænsekontrol siden januar 2016.

/ritzau/