DF frygter, at internationale domstoles fortolkning af migrationserklæring kan trumfe dansk stemmeforklaring.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har allerede garanteret, at en FN-erklæring om migration ikke "ændrer et komma i dansk udlændingepolitik".

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, vil alligevel have udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at give garantier af mere langsigtet karakter på et samråd fredag i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Dansk Folkeparti frygter, at den danske stemmeforklaring med forbehold for FN-erklæringen ikke holder på langt sigt, hvis en international domstol i fremtiden fortolker erklæringen på en anden måde, end Danmark ønsker.

- Det er ret klart, at erklæringen ikke er bindende retligt og juridisk.

- Men pointen er, at den stadig er politisk bindende. Og der har vi i Danmark jo tradition for at være nogle dukse, som godt kan lide at efterleve også politisk bindende dokumenter.

- Det er en bekymring, vi har, siger Martin Henriksen, der er udlændingeordfører i Dansk Folkeparti.

Partiet er modstander af, at Danmark sætter signatur på erklæringen om migration ved FN's Generalforsamling i næste uge i New York.

Dansk Folkeparti har dog erklæret sig tilfreds med store dele af stemmeforklaringen.

Den lægger vægt på, at hver nation suverænt skal bestemme, hvem man lukker ind i landet.

Dansk Folkeparti har udtrykt frygt for, at FN-erklæringen kunne udløse massiv migration fra for eksempel afrikanske lande.

- Vi vil gerne have ministeren (Inger Støjberg, red.) til at svare klart på, om det her vil betyde noget for Danmark på et tidspunkt ude i fremtiden, siger Martin Henriksen.

/ritzau/