Socialdemokratiet advarer mod at se bort fra færdselsbøder ved forhandlinger om nye krav til statsborgerskab.

København. Når regeringen onsdag indleder forhandlinger med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om strammede krav til dansk statsborgerskab, så glæder Dansk Folkeparti sig over allerede at have sat aftryk på forhånd.

- Det er rigtigt godt, at stramninger på området, som for bare få år siden var helt utænkelige, foreslår regeringen nu selv, siger indfødsretsordfører Christian Langballe (DF).

Dansk Folkeparti møder dog op til forhandlingerne med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) med det mål at komme endnu længere.

- Vores vigtigste krav er et årligt loft over nye statsborgerskaber på 1000 personer, og hvor det er en præmis, at kommer man fra den vestlige kulturkreds, så har man en forrang, siger Christian Langballe.

- Desuden vil vi gerne have ti års karenstid i form af en prøvetid, så hvis man begår en alvorlig forbrydelse, når man har fået statsborgerskab, så kan man miste det igen.

Indfødsretsordfører Astrid Krag fra Socialdemokratiet ser frem til forhandlingerne om det længe ventede udspil.

- Det er en række fine justeringer umiddelbart, som ligger i forlængelse af grundprincipperne for dansk statsborgerskab: At man skal kunne sproget, forsørge sig selv og overholde landets love og respektere demokrati, siger hun til Ritzau.

Hun er dog ikke begejstret for regeringens oplæg til at lempe på betydningen af færdselsbøder, så bøder af en vis størrelse ikke fremover får betydning for adgangen til dansk statsborgerskab.

- Jeg er skeptisk over de lempelser, som regeringen lægger op til i forhold til færdselsbøder, hvor man vil dispensere og eventuelt se bort fra bøder også helt op til 7000 kroner.

- Kører du over for rødt, så udsætter du jo andre menneskers liv for fare, siger hun.

- Samtidig er jeg skuffet over, at regeringen i sit udspil åbenbart har opgivet tanken om at gøre en øget indsats over for antidemokrater og folk med totalitære holdninger, der ikke støtter vores demokrati, siger Astrid Krag.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.