Terrormistænkt tuneser bor angiveligt tæt ved Muhammed-tegneren Kurt Westergaards hjem i Århus. DF kræver, at regeringen griber ind, hvis det er rigtigt.

Dansk Folkeparti kræver en øjeblikkelig afklaring på, hvordan en terrormistænkt tuneser kan bo tæt ved Muhammed-tegneren Kurt Westergaards hjem i Århus.

Kravet skyldes, at den 36-årige, der er på tålt ophold i Danmark, ifølge dagbladet B.T. ikke sidder i Sandholmlejren, langt fra den mand, han er mistænkt for at ville dræbe.

Forhandlingerne om næste års finanslov måtte derfor afbrydes søndag eftermiddag, for at VK-regeringen kan indhente yderligere oplysninger om sagen.

Ifølge Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, er det op til regeringen, om den nu vil indkalde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til forhandlingerne i Finansministeriet.

- Regeringen har sagt, at den ikke har de oplysninger, vi har bedt om, så derfor tager vi en pause. Men det er klart, at vi ikke kan sidde at diskutere en tryghedspakke, når det viser sig, at en mand som er mistænkt for at ville slå Kurt Westergaard ihjel kan bo blot 10 minutter fra ham, siger Peter Skaarup.

Forhandlingerne ventes genoptaget 14:30.

/ritzau/