Situationen i Mali udgør en sikkerhedstrussel mod den vestlige verden, lyder det fra Dansk Folkeparti, der bakker op om at sende et dansk transportfly til det uroplagede afrikanske land.

Dansk Folkeparti bakker op om regeringens ønske om at sende et dansk Herkules-transportfly til Mali for at støtte Malis regering og Frankrigs militære operation mod islamistiske oprørsstyrker.

- Specielt i det nordlige Mali har man indrettet regulære terroristreder, hvor man også forbereder angreb på den vestlige verden. Uanset hvor det er på jordkloden, skal vi deltage i sådan noget, der kan være en trussel mod Danmark og den vestlige verden, siger udenrigsordfører Søren Espersen (DF), efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn mandag eftermiddag.

- Det her er en evigt tilbagevendende kamp mod islamismen, og den vil vi meget gerne være med til at føre, siger han.

Frankrig er i Mali efter anmodning fra Malis præsident og på baggrund af en resolution i FNs Sikkerhedsråd, der opfordrer til at støtte Malis regering. På den baggrund kunne Dansk Folkeparti sige »ja med det samme«.

- Det er et enigt FN Sikkerhedsråd, der står bag. Det er en fransk anmodning om hjælp med et transportfly, siger Søren Espersen.

Som det eneste parti kan Enhedslisten ikke bakke op om, at man sender flyet af sted.

Allerede tirsdag hastebehandles sagen i Folketinget. Tirsdag aften kan transportflyet sætte kursen mod Mali, forventer forsvarsminister Nick Hækkerup (S).