Sammenligningen mellem Vogternes Råd i Iran og Dansk Folkeparti er 'sand' og 'spot on'.

Det skriver den vagthavende medarbejder i Socialdemokraternes pressetjeneste David Tarp på Twitter.

Han bakker dermed op om en Facebook-opdatering, som DR2 har måttet undskylde.

Fredag sammenlignede en redigerende journalist på DR2 DF med Vogternes Råd i Iran. DFs MEP Morten Messerschmidt nægtede at komme i studiet til et interview med Martin Krasnik, hvis ikke påstanden blev fjernet og beklaget. Og det blev den, men efterfølgende gentog David Tarp altså påstanden på Twitter.

Det får nu Morten Messerschmidt til at kræve en forklaring eller undskyldning af Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke.

Det sker i et åbent brev til Magnus Heunicke. I brevet skriver Morten Messerschmidt:

'Kære Magnus Heunicke.

Jeg har noteret mig, at der til den socialdemokratiske pressetjeneste hører en ansat ved navn David Tarp. Af flere omgange har han på Facebook gjort sit bemærket med voldsomme og outrerede synspunkter. Således måtte han for et par måneder siden trække i land og beklage udtalelsen om, at Marie Krarup skulle være racist. En beklagelse er naturligvis altid rar; men bedst var det dog, om den slags injurier helt udeblev af debatten.

Nu konstaterer jeg, at samme Tarp igen er på banen. I går aftes måtte DR2s Deadline beklage at have sammenlignet Dansk Folkeparti med Irans Vogternes Råd. Som du vil vide, er Vogternes Råd en samling af gale mennesker, der mener, man skal stene kvinder, hænge homoseksuelle og følge en stringent fortolkning af sharia. Det var derfor på sin plads, at DR beklagede sammenligningen, selvom det i udgangspunktet er chokerende, at noget sådan overhovedet kan ske.

Imidlertid ser jeg, at den hos jer ansatte Tarp ikke bare støtter, men ydermere også erklærer, at den er ”sand” og ”spot on”. Da der nu er tale om gentagelsestilfælde, begynder tanken naturligvis at melde sig: Er David Tarp i virkeligheden eksponent for det socialdemokratiske synspunkt? Han er trods alt ansat i den socialdemokratiske pressetjeneste.

Jeg ville aldrig tro, at vi skulle henfalde til den slags usagligheder over for hinanden. Men David Tarps vedholdende, grove udfald imod såvel Dansk Folkeparti som enkelte MFere tegner et billede, jeg har svært ved at forene med denne kollegialitet. Så måske du kunne svare mig kort: Står du som socialdemokratisk politisk ordfører inden for David Tarps tone og udtalelser? Og i – forventet – modsat fald: Hvad agter du at gøre for at forhindre den slags i fremtiden?

Med venlig hilsen,

Morten Messerschmidt.'

Sagen startede, da en redigerende journalist på DR2 på Facebook sammenlignede DF med Vogternes Råd i Iran.

Forud for en debat i Deadline fredag aften mellem værten Martin Krasnik og Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, om halal-slagtning, skrev redaktionssekretæren på DR2 følgende på Deadlines officielle profil på Facebook:

- Dansk Folkeparti vil stoppe diskrimination mod dansk kultur. Det skal fx. være forbudt at servere halalkød til alle i børnehaver eller hospitaler, og vuggestuerne skal også holde jul. I Iran har de Vogternes Råd - vi har Dansk Folkeparti. Martin Krasnik er vært, når Morten Messerschmidt gæster Deadline kl.22.30, skrev redaktionssekretæren på profilen ved 20-tiden fredag aften.

Da Morten Messerschmidt via sin rådgiver blev opmærksom på statusopdateringen på Facebook, kontaktede han Deadline-værten Martin Krasnik og forklarede, at hvis DR2 ikke havde fjernet opdateringen og beklaget den inden for en time, ville han ikke deltage i Deadline.

DR2 beklagede opdateringen, men David Tarp skrev altså på Twitter at han syntes, den var 'spot on'.

Bt.dk følger sagen