Muhammed førte krig mod de jøder, der ikke ville konvertere til islam, lyder det fra Nørrebro-imam. Det er en opfordring til terror, mener Dansk Folkeparti.

Det islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrirs holdning til jøder er atter kommet i søgelyset, efter en video fra en prædiken i moskeen Masjid Al-Faruq i København er blevet offentliggjort på nettet.

I prædiken, der blev afholdt dagen før terrorangrebene i København, understreger imam Hajj Saaed, at profeten Mohammed ikke var forsonende over for jøderne. Tværtimod førte han krig imod dem, da de ikke ville følge hans kald.

Det er ifølge Dansk Folkeparti helt uacceptabelt, og tillige en opfordring til terror. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) opfordrer nok engang til at forbyde Hizb ut-Tahrir, som har nær tilknytning til moskeen på Nørrebro.

»Jeg håber, at regeringen vil se på imamens tilknytning til Hizb ut-Tahrir, så vi kan få opløst foreningen. Desuden håber jeg, at regeringen vil se på imamens opholdsgrundlag, for i Dansk Folkeparti opfatter vi hans prædiken som en opfordring til terror, og det bør medføre udvisning,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Den slags mennesker vil Dansk Folkeparti slet ikke have i vores land,« siger Martin Henriksen.

Han mener, at der bør sættes ind mod ekstreme holdninger i muslimske miljøer.

»Der er desværre rigtig mange ekstreme muslimer, som er imod Danmark, demokrati, kristendom og jødedom. De hader os, og vi er ikke gode nok til at gennemskue, hvordan disse miljøer fungerer. Og vi er slet ikke gode nok til at markere klart og tydeligt, at her går grænsen,« siger DF-ordføreren.

Hizb ut-Tahrirs talsmand erklærede efter terrorangrebene i København, at muslimer ikke bør tage afstand fra gerningen.

»Det er de danske politikere og medier, der burde tage afstand fra den politik, som har skabt omstændigheder, der fører til had, trusler, voldelige overfald og i yderste konsekvens drab, uanset hvem ofrene måtte være. Vi, som muslimsk fællesskab, må under ingen omstændigheder bukke under for presset og acceptere præmissen om, at Islam er på anklagebænken,« lød det fra talsmand Junes Kock.