Billeder af en dansk Syrien-kriger med afhuggede hoveder viser, hvorfor det er så afgørende, at regeringen optrapper kampen mod hellige krigere, mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

Det er forræderi mod alt, hvad Danmark står for.

Sådan siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), om en række billeder fra Syrien, som Radio24syv er kommet i besiddelse af. Billederne, der har floreret på Facebook, viser en 25-årig dansk mand fra Ishøj, der som kriger for Islamisk Stat (IS) poserer ved siden af lig og afhuggede hoveder i Syrien.

»Det viser, hvor forskruet nogle af de her mennesker er, og hvorfor det er så afgørende, at regeringen kommer op i gear, når det handler om at bekæmpe hellige krigere,« siger Martin Henriksen.

Han mener også, at billederne er med til at understrege, hvor sårbare vi er herhjemme:

»Vi ved jo reelt ikke, om denne her person er på vej hjem til Danmark. Han kunne også allerede være her. Det ved vi ikke,« siger han.

Dansk Folkeparti mener, at man bør tage statsborgerskabet og opholdstilladelsen fra de danskere, der deltager i hellig krig, samt gøre det nemmere for politiet at retsforfølge dem.

»Der bør være langt hårdere sanktioner over for dem, der tager af sted. Man bør forhindre dem i at vende tilbage. Det er som om, at regeringen tror, det går meget godt, og det synes jeg faktisk, er ret trist. Vi må håbe, at der ikke kommer til at ske noget alvorligt her hjemme,« siger Martin Henriksen.

Han kalder det »en klar eskalering af situationen«, at en 25-årig dansker med stor sandsynlighed har deltaget i Islamisk Stats angreb på en militærbase i byen Raqqa i det nordlige Syrien i juli. I den forbindelse dræbte, lemlæstede og halshuggede bevægelsen et ukendt antal soldater fra den syriske hær. Det fremgår dog ikke, hvorvidt den 25-årige selv har gennemført halshugningerne eller medvirket til de mange drab.

»Det er et klart signal om, at man er villig til at gøre hvad som helst for at få sine idéer gennemført. Det er skræmmende, at nogen overhovedet kan finde på at posere på den måde, ligesom det er skræmmende, at de her billeder tilsyneladende har cirkuleret rundt i nogle miljøer i Ishøj. Det kunne tyde på, at der er et publikum til den slags her hjemme,« siger udlændingeordføreren.

Inden for få uger vil justitsminister Karen Hækkerup (S) og socialminister Manu Sareen (R) fremlægge regeringens nye strategi på området. Men på baggrund af de nye oplysninger vil Dansk Folkeparti bede ministrene om at sætte tempoet op.

»Regeringen må komme på banen med noget, der er mere gods i, end at man bare sender nogle dialogkorps ud og tale med de her unge mennesker. Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen er så handlingslammet,« siger Martin Henriksen.

Terrorforsker Magnus Ranstorp fra Forsvarshögskolen i Stockholm har gennemgået de ni billeder, og han mener ifølge Radio24syv, at de er ægte.