DF fratager Allan Feldt alle ordførerskaber
Efter to episoder har Dansk Folkeparti givet folketingsmedlem besked på ikke at kommunikere på sociale medier.

Efter to episoder har Dansk Folkeparti givet folketingsmedlem besked på ikke at kommunikere på sociale medier.

Dansk Folkeparti fratager Allan Feldt alle ordførerskaber og giver ham mundkurv på sociale medier.
Det siger gruppeformand Alex Ahrendtsen til Ritzau.
Det sker, fordi Allan Feldt har lagt en række nu slettede billeder op på sin TikTok-profil, hvor han omtaler personer på gaden i København som »udyr«, skriver Jyllands-Posten.
»Vi vil ikke finde os i det. Vi suspenderer Allan Feldts ordførerskaber på ubestemt tid. Og så suspenderer vi også hans adgang til sociale medier. Så han skal ikke kommentere på sine sociale kanaler overhovedet,« siger han.
Den nyvalgte politiker fotograferede forleden en pædagog og en flok børn på en daginstitutions legeplads på Frederiksberg.
Billedet blev delt på X, men er siden blevet slettet.
Allan Feldt kritiserede i opslaget pædagogen, som bar tørklæde.
Han blev efterfølgende politianmeldt af Frederiksberg Kommune.
Alex Ahrendtsen udtalte i går til DR, at det ikke er i orden at tage sådanne billeder.
Han sammenlignede fejlen med at køre for stærkt i bilen, og at Allan Feldt fortsat kunne være en del af partiet.
I dag har partiet flået alle ordførerskaber fra folketingsmedlemmet efter de to episoder.