Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, »dristes« til at tro, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil være statsminister for enhver pris.

Det siger han onsdag i sin grundlovstale på Lykkesholm Slot i Ørbæk på Fyn.

»Nu har jeg jo talt en del med Mette Frederiksen. Og mit bud er, at hun vil være statsminister. For enhver pris, dristes jeg til at sige,« lyder det fra DF-formanden.

Er man i tvivl, kan man ifølge DF-formanden læse i den portrætbog, som blev udgivet om Mette Frederiksen før valget, hvor hun deler sit syn på forgængeren, Helle Thorning-Schmidt.

»Hvordan man end vender og drejer det, skal formanden for Socialdemokratiet bringe Socialdemokratiet i regering. Det gjorde hun.«

»Det er den vigtigste opgave. Derfra kan man diskutere retning, kompas og indhold,« refererer Kristian Thulesen Dahl fra bogen.

»Dette citat står i kontrast til det, Mette Frederiksen i valgkampen har forsøgt at give indtryk af,« mener DF-formanden.

Han advarer om, at dagens valg kan give De Radikale en rolle, der vil slå Danmark tilbage til en uholdbar udlændingepolitik.

»For Morten Østergaard (politisk leder for De Radikale, red.) og De Radikale står det klart.«

»De ønsker at gentage bedriften, hvor de i det sorte tårn i 2011 fik deres vilje trumfet igennem og fejet Socialdemokratiets valgløfter om at holde den stramme udlændingepolitik af bordet.«

»Den radikale udlændingepolitik vil gøre, at Danmark kopierer alle ulyksaligheder fra Sverige,« lyder det fra DF-formanden.

Mens De Radikale i meningsmålinger står til at høste flere mandater ved dette års valg, end det var tilfældet for fire år siden, ser det anderledes ud for Dansk Folkeparti.

Partiet står til tilbagegang, men sker det, vil partiet ifølge formanden rejse sig igen.

»For jeg lover jer, at får vi de vælgerlussinger, som målingerne spår, så kommer vi stærkt igen,« siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/