Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er vidt forskellige hvad angår økonomisk politik, pointerer DF-formand.

For få år siden havde Dansk Folkeparti mærkesagen om en stram udlændingepolitik stort set for sig selv.

I juni sidste år blev Nye Borgerlige, som også har udmærket sig med en skarp indvandringspolitik, så valgt til Folketinget for første gang. Og siden er partiet halet ind på Dansk Folkeparti i meningsmålingerne.

Men der er stadig brug for DF, mener formand Kristian Thulesen Dahl, som i den seneste tid har måttet se sig åndet i nakken af Pernille Vermund (NB).

I sit seneste nyhedsbrev stiller han spørgsmålet, om der er plads til både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Og han besvarer selv spørgsmålet med et klart "ja".

- For selv om vi er enige om meget, så er vi også dybt og grundlæggende uenige på afgørende områder, skriver Kristian Thulesen Dahl.

- Når jeg i det hele taget vælger selv at stille spørgsmålet, så er det selvfølgelig, fordi det er et emne, der fylder meget hos især journalister og kommentatorer men også hos ganske almindelige danskere - i disse uger, hvor Nye Borgerlige har medvind i meningsmålingerne.

Valget i juni sidste år blev en katastrofe for Dansk Folkeparti, der gik fra 37 mandater til 16.

Siden er det ikke lykkedes Kristian Thulesen Dahl at rette op på partiets deroute. Den ene meningsmåling efter den anden har vist faldende opbakning blandt vælgerne.

I den seneste måling fra analyseinstituttet Voxmeter foretaget for Ritzau står Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti begge til at få ti mandater.

Men når der er plads til begge partier, er det ifølge Kristian Thulesen Dahl, fordi Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er vidt forskellige i tilgangen til den økonomiske politik.

Mens Pernille Vermunds parti går ind for en liberal økonomisk politik, en mindre offentlig sektor og skattelettelser, vil Dansk Folkeparti sikre velfærden, skriver han.

- Det er vigtigt at gøre sig klart, at hvis Nye Borgerliges politik rent faktisk blev ført ud i livet, så vil det uvægerligt medføre nedskæringer også på sundhedsområdet og ældreområdet, skriver Kristian Thulesen Dahl.

- Det er to helt forskellige veje for Danmark, der optegnes her. Og det er jo en ærlig sag, at man har forskellige politiske mål og ønsker.

/ritzau/