Dansk Folkeparti vil gøre det billigere for danskere at tanke deres benzin- og dieselbiler.

Derfor fremsætter partiet tirsdag et forslag for det nye folketing om at sætte afgifter på benzin og diesel til vejtransport ned til EU's minimumssats.

Det svarer til et prisfald på cirka 2,68 kroner per liter benzin og cirka 1,80 kroner per liter diesel.

Det skriver DR, der har talt med DF's finansordfører, Peter Kofod.

Partiet ønsker at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag med ikrafttrædelse per 1. maj 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Derudover vil partiet sænke momsen på benzin og diesel til vejtransport fra 25 procent til 15 procent.

Forslaget skal blandt andet finansieres ved at tage penge fra klimaprojekter som eksempelvis Energi Bornholm, lyder det fra Kofod.

- Vi synes, at Danmark har brugt alt for meget energi på dyre, urentable og uvirksomme klimaprojekter såsom havvind, energiøer og brintrør igennem Sønderjylland og alt muligt andet, siger han til mediet.

Benzin- og dieselpriser var et af de store emner under valgkampen til folketingsvalget. Det skyldtes blandt andet, at priserne for at tanke er steget i lyset af krigen i Mellemøsten.

Under valgkampen foreslog flere partier - herunder DF - også at sænke afgifterne.

Det vækkede ikke begejstring hos nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen, der i slutningen af marts advarede om, at det vil føre til uønskede bivirkninger.

- Hvis man indfører lavere afgifter, vil det være med til at holde priserne oppe i længere tid, og derfor er vi ikke begejstrede for det, sagde han på et pressemøde.

Danmarksdemokraterne er enige med DF om, at det er nødvendigt at se på at sænke afgifterne på benzin og diesel hurtigst muligt. Partiet har tidligere foreslået at bruge seks milliarder kroner på det i 2026.

- Det går jo ud over helt almindelige familiers hverdagsøkonomi, men også dansk erhvervsliv, hvorfor det i sidste ende sætter sig i priserne. Jeg mener, man kan gøre det med det samme, hvis bare der er politisk vilje til det, siger partiets finansordfører, Dennis Flydtkjær, i et skriftligt svar til Ritzau.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger til DR, at partiet vil stemme nej til DF's forslag på grund af de aktuelle regeringsforhandlinger.

- Men vi har også sagt helt generelt, at vi afviser ikke nogen forslag, så længe de bidrager til at afbøde konsekvenserne af en potentiel energikrise, siger han til mediet.

/ritzau/