Det skal være nemmere at udvise kriminelle udlændinge fra Danmark, siger Martin Henriksen (DF).

København. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal skrives ud af dansk lov.

Så klare i spyttet er Dansk Folkeparti (DF) i et beslutningsforslag, efter debatten om at visse kriminelle udlændinge ikke kan udvises af Danmark på grund af fortolkningen af konventionen.

- Det skal være nemmere at udvise kriminelle udlændinge og nemmere for Danmark selv at tilrettelægge hvilke familiesammenføringsregler, der skal gælde for flygtninge.

- Samtidig skal vi i Danmark i det hele taget have mere kontrol over udlændingepolitikken, siger DF's udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.

Menneskerettighedskonventionen ligger under Europarådet, som Danmark overtager formandskabet af 15. november.

Fredag mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen med Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland.

Direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen påpeger problemer ved en dansk udmeldelse af konventionen.

- Det kan få alvorlige konsekvenser for almindelige borgeres retsbeskyttelse i Danmark.

- Danskerne har faktisk fået bedre rettigheder på grund af konventionen, siger han i et interview til Altinget.

Ifølge Martin Henriksen har danskerne dog ikke noget at bekymre sig om.

- Danskernes retssikkerhed er sikret i grundloven. Det er som om, at folk glemmer, at vi faktisk har en ganske udmærket grundlov.

- Opstår der et behov for at lægge noget ovenpå den, så er det jo Folketingets opgave. Dansk Folkeparti mener, at danskerne er dem, der er bedst til at varetage egne interesser.

- Lige nu har vi en konvention, som er meget svær at ændre i, og det ønsker Dansk Folkeparti at gøre op med, siger Henriksen.

Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, vil kæmpe for, at DF's forslag ikke bliver vedtaget.

- Danmark hører hjemme blandt de lande, der kæmper for menneskerettighedernes udbredelse. Ikke blandt dem, der vender dem ryggen, skriver Østergaard på Facebook torsdag.

Dansk Folkeparti pålægger i beslutningsforslaget regeringen til inden udgangen af 2017 at fremsætte et lovforslag om, at menneskerettighedskonventionen skrives ud af den danske lovgivning.

- Vi håber selvfølgelig på at få det vedtaget. Sideløbende arbejder vi jo på at fortolke konventionen anderledes, så vi følger flere spor. Så må vi se, hvor langt vi kommer med det og vurdere, om vi skal presse mere på, siger Martin Henriksen.

/ritzau/